Det er blot otte måneder siden, John Deere lancerede sin helt nye generation 7R traktorserie, men nu føjer koncernen en ny topmodel til i rækken.
Med John Deere 7350R skruer Deere & Co. op for effekten i den populære 7R’er. Op til 388 hestekræfter gemmer der sig under hjelmen i den 9,0 liter store PowerTech motor. Nominelt yder 7350R 350 hestekræfter.
Den rigtige til opgaven
Betjeningsmæssigt skiller flagskibet sig ikke ud fra de andre i serien, men traktoren kan udstyres med større hjul i dimensionerne 650/60 R34 (for) og 900/60 R42 (bag).
Men med den ekstra model overlapper hele fire modeller i 7R-serien nu effektmæssigt med den større 8R.
»Det er en helt bevidst strategi og med fuldt overlæg. Det skal være kunden, der bestemmer, hvilken traktor han vil have foran til opgaven, og med så stort et overlap kan vi tilbyde en kompakt, let traktor i form af 7R og en tungere og større traktor i form af 8R uafhængigt af effekten«, fortæller Simon Schowalter, marketingansvarlig for store traktorer hos John Deere.
Med lanceringen af traktoren søsætter John Deere også et nyt garantiprogram. Alle 7R-, 8R- og 9R-traktorer vil fremover som standard blive omfattet af to års garanti eller op til 2.000 timer.
»Kører man flere timer - helt op til 8.000 timer - kan vi også tilbyde garantier, og til cirka det halve af, hvad vi tidligere har taget for den slags garantier«, tilføjer Schowalter.
Kommentarer