Tør sommer har givet fokus på dræning

Bugge Ericsson fra SM Entreprenørfirma på Salling melder om kolossal travlhed. Den tørre sommer har fået overraskende mange til at tænke på dræning.

At den tørre sommer har fået rigtig mange landmænd til at fokusere på dræning af markerne, havde de færreste nok set komme. Men sådan er det ikke desto mindre. Hos SM Entreprenørfirma i Roslev på Salling melder man om en overraskende travlhed på drænområdet lige nu.

Direktør for SM Entreprenørfirma, Bugge Ericsson, er tredje generation i virksomheden, der i år har haft 70 års jubilæum. Og han er kendt som en af landets markante eksperter, når det gælder dræning.

»Lige nu kører vi derude med tre hold med kædegravere. Egentlig har jeg haft et princip om, at vi ikke skal være mere end 20 ansatte i marken, men lige nu er vi faktisk 28. Vi har aldrig drænet så meget som i sommer«, siger Bugge Ericsson, der vurderer, at der er flere årsager til travlheden.

»Mange landmænd har fået øjnene op for, hvor vigtigt det er at få drænet. Og så tror jeg, at mange her i sommer har tænkt, at når man alligevel ikke kan komme ud at høste, så kan man lige så godt bruge tiden på at få drænet. Og vi vil da hellere dræne i den lyse tid end i de mørke og kolde måneder«, siger Bugge Ericsson.

Bugge Ericssons medarbejdere foretager primært dræningsarbejde lokalt, det vil sige Mors, Thy og Salling, men lige for tiden er der også opgaver på Djursland og ved Vejle og Silkeborg.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.