Test af syv traktorer byder på tæt løb - men af vidt forskellige årsager

Blot 13 point ud af 1.000 mulige skiller de første fire pladser i ny stor multitest af syv allround-traktorer i klassen omkring 120 hestekræfter.

Helt utroligt tæt. Det må siges at være konklusionen i en stor test af syv allround-traktorer i 120-hestes segmentet, som magasinet TraktorTech, en af LandbrugsAvisens søstermagasiner, netop har offentliggjort.

13 point adskiller første- og fjerdepladsen - og forskellen mellem nummer 1 og nummer 7 er blot 90 point på en skala, som først ringer ud ved 1.000 point.

Rækkefølgen, ja den vender vi tilbage til lige om lidt.

I testen, der er foregået i Finland, har landbrugsmedier fra Holland, Norge, Finland og Danmark deltaget - bl.a. LandbrugsAvisens teknikjournalist John Christensen.

Her har testpiloterne udsat traktorerne for intensiv test i adskillige uger ved forskellige arbejdsopgaver i marken og på vejen med tunge og lette transportopgaver.

Samtidig har alle traktorerne fået testet deres evne med frontlæsser ved en række forskellige arbejdsforhold.

Alle syv kandidater er tilmed målt og vejet hos det finske Eurofins Expert Services Oy, der har lavet brændstof-, effekt- og trækkraftmålinger.

 

Forskellige veje til målet

Tilbage til resultatet, hvor det rent faktisk er Claas Arion 440 CIS Hexashift, som er den samlede vinder i testen med 767 point, syv point flere end nummer to, New Holland T5.120 Dynamic Command.

Sølle ét point adskiller den blå traktor og finske Valtras nye G115 Active, mens John Deere 6120M kommer ind på fjerdepladsen fem point længere nede.

MF 5712S kommer på femtepladsen, mens McCormick X6.420 og Zetor Forterra HSX 120 følger derefter.

Men hvad viser testen egentlig? Jo, først og fremmest viser den, at der er masser af gode traktorer på markedet. Samtlige syv i testen er alle reelle kandidater. Det er vejen til målet - eller den samlede point-score, om man vil - der er interessant.

Klassen omkring de 120 hestekræfter stiller enormt store krav til producenterne, fordi den lander lige ned i den typiske allround-traktor på gården. Den skal groft sagt kunne alt, have den fornødne komfort - og den rigtige pris.

Den opgave udfører mærkerne bag de syv testede traktorer forskelligt, og derfor klarer traktorerne sig forskelligt i dele af den vidtrækkende test.

Tre favoritter som læsser

Som frontlæssertraktor er det Massey, John Deere og Valtra, der klarer sig bedst i testen. Særligt John Deere udmærker sig ved at være ekstremt præcis og hurtig i joysticket.

Hvis du overvejende skal køre transport og ofte med tungt læs, er favoritten MF 5712S, som er ekstremt retningsstabil. Betyder brændstofforbruget meget, bør du holde øje med New Holland, Claas og McCormick, som alle tre kører med motorer fra FPT.

Alle viser sig nemlig at have lavere forbrug end konkurrenterne.

Best value for money

Den traktor i testen, der giver bedst value for money, er rent faktisk McCormick.

Selv om den ligger et stykke nede i feltet, er listeprisen på testtraktoren inklusiv ekstraudstyr og frontlæsser med til at give den en pris pr. point på 1.081,79 kr.

Tilsvarende er John Deere dyreste dreng i feltet med 1.403,17 kr. pr. point. Til gengæld må du nøjes med en ret så simpel mekanisk transmission med tre powershift-gear - om end X6.420 er dejlig let og simpel at køre.

Dyk ned i de mange detaljer i testen ved at bestille abonnement på TraktorTech på tlf. 33 39 47 90 el. via landbrugsavisen.dk

Faktaboks

Traktorerne i testen:

  • MF 5712S Dyna-6
  • John Deere 6120M
  • New Holland T5.120 DC
  • McCormick X6.420
  • Valtra G115 Active
  • Claas Arion 440 CIS Hexashift
  • Zetor Forterra HSX 120 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.