Travl messe for Rytter Maskiner

Den danske importør af Tebbe, Sky og Elho har mange nyheder op til årets Agritechnica.

Nye allround spredere i flere størrelser. Nye såmaskiner fra franske Sky. Og river og stensamlere fra Elho. Den danske importør af disse maskiner, Bjarne Rytter fra Rytter Maskiner ved Randers, må imødese en travl messe i Hannover.

Når det gælder Sky såmaskinerne vises Easy Drill, en direkte såmaskine med et skærtryk på op til 250 kg. Der er mulighed for at udså en, to eller tre afgrøder/gødning i en arbejdsgang. Den viste maskine er med luftassistance, hvor de to hovedprodukter bliver ført til skiveskæret af hver sin luftledning. Derved mindskes muligheden for afblanding, og for at rørene stoppes. Efter sårillen pakkes kun selve sårillen for at holde på fugt med mere. Udsædsmængder er fra fra et til 350 kg. pr. hektar.

Maxi Drill er en såmaskine med først en diskharve, og dernæst bliver gødningen blæst ud. Efter dette kommer såenhederne og en efterharve, og den kan ligeledes leveres med op til tre afgrøder/gødning i én arbejdsgang.

»Alle Sky såmaskiner er med store bærehjul, og det er godt et år som i år, hvor der er så vådt, så der er mulighed for lettere at komme fri ved fastkørsel«, bemærker Bjarne Rytter.

Fra Tebbe kommer bl.a. Tebbe HS 240 med hydraulisk affjedret undervogn med to aksler og niveauregulering, med løft af første aksel og monteret med seks-cellet vægt. En endnu større mulighed blandt Tebbes spredere er Tebbe HS 420 med hydraulisk affjedret undervogn med fire aksler og niveauregulering. Første og fjerde er tvangsstyret, tredje er efterløbende, og første er løftbar.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.