Väderstad-nyt til de kapacitetskrævende

Med to markante nyheder inden for såning tager Väderstad sig af kunder, der har behov for at komme over mange hektar i en fart.

En væsentlig ny variant af den supersælgende Väderstad Tempo L. Og en helt ny bugseret såmaskine, Väderstad Inspire, som breder sig over 12 meter, og som kan spadsere derudaf med 15 km/t. Med disse to nyheder, som den svenske producent, Väderstad, tidligere på ugen viste på et on-line presseevent for 150 journalister, tager Väderstad sig af kunder med særlige kapacitetsbehov.

Inspire 1200C/S vil være tilgængelig i to forskellige modeller – Inspire 1200S og Inspire 1200C. Single versionen Inspire 1200S er udstyret med en 5.000 liters tank til såsæd, mens kombi versionen har en 7.200 liters tank, opdelt i to rum til såsæd og gødning. Når korn og gødning forlader tanken via udmaderne, bliver det blandet sammen i luftstrømmen og derved placeret sammen i jorden.

»Vi ved godt, at den ikke vil blive solgt i store antal her i Danmark, men vi har helt bestemt kunder til den, nemlig store planteavlere, der er presset på kapaciteten, og som skal over mange hektar«, siger Väderstads danske salgschef, Asger Jørgensen.

Hjertet i Inspire’en er dens dobbeltdisk såskær med fin evne til at tilpasse sig markens konturer og derved bevare en nøjagtig sådybde. Resultatet af dette er ifølge Väderstad en nøjagtig placering af kernerne og ens fremspiring på hele marken.

Central påfyldning

Så godt som hvert år siden 2012, da Väderstad lancerede højhastighedssåmaskinen Tempo L, er der kommet en ny variant. Nu sker det igen med Tempo L 16-24 Central Fill. Ved nu at kunne tilbyde central påfyldning via en tank til både såsæd og gødning øges kapaciteten. Central påfyldning betyder, at i stedet for at fylde frø i hver enkel rækkeenhed, skal chaufføren kun fylde én central tank. Tempo’en distribuerer derefter såsæd og gødning til hver enkelt rækkeenhed.

Den nye Tempo L Central Fill vil kunne fås med enten 16 eller 24 rækker, som giver en rækkeafstand fra 450 til 762 mm, afhængig af modellen. For at matche den høje kapacitet er maskinen udstyret med en tank på 2.200 liter til frø og 5.000 liter til gødning, hvilket tilsammen giver en tankkapacitet på 7.200 liter.

Indtil videre har Väderstad produceret næsten 10.000 Tempo siden 2012.

Faktaboks

Debut på Agritechnica

  • Både Väderstad Inspire og Väderstad Tempo L med central påfyldning får officiel debut på Agritechnica i Hannover i februar 2022.
  • Begge vil være klar til salg i slutningen af 2022.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.