Vælg som udgangspunkt skårlæggersæt med crimper

To konsulenter giver gode råd om skårlægning op til græssæsonen. Om der skal crimper på eller ej, er et af de store spørgsmål.

Skårlægning og valg af butterfly-sæt rejser rigtig mange spørgsmål. Kører man i faste kørespor? Hvor meget skal skårlæggeren bruges til? Har man behov for bånd, eller river man det alligevel sammen bagefter?

Flemming Hedegaard, direktør og teknikrådgiver hos Byggeri & Teknik i Herning, finder, at skårlægning rejser et helt katalog af spørgsmål alt afhængig af bedriften.

»Hvor meget skal skårlæggeren bruges til? Hvor mange år regner man på? Der er forskel på, om man skal skårlægge på en maskinstation med flere tusinde hektar, eller man skal skårlægge fem slæt på hver 150 ha. Og hvor stort er behovet for crimper? Her har slæt-strategien indflydelse. Fem-seks slæt giver mindre behov for crimper end tre-fire slæt«, siger Flemming Hedegaard.

Erik Nissen, maskinkonsulent i Sønderjylland og en af landets eksperter i maskiner til grovfoder, mener også, at det helt grundlæggende handler om, hvor mange ha landmanden har pr. slæt, ikke mindst fordi flere i har dag så mange ha pr. slæt, at det kræver en meget høj kapacitet.

»Det handler om, at hvis den tid, det tager at skårlægge, er meget længere end tiden til at snitte det, kan det betyde stor forskel i den færdige kvalitet. Som grundlag for det kan der skårlægges en hektar i timen pr. meter arbejdsbredde. Altså 8,5 meter skårlægger bliver ca. 8,5 ha i timen. Men hvis snitteren har en kapacitet på 10, 12 eller endnu flere ha pr. time, kan det være en udfordring«, siger Erik Nissen, der også kommer ind på det store spørgsmål - skal der crimpes?

»Som udgangspunkt ja, da græsset efter en skårlægger uden crimper ligger helt glat med jorden og derfor kan være svært at få til at tørre og få fat i med riven eller få det vendt. Men ved stor kløverandel kan der ved crimpning være et stor tab af kløverblade«, siger Erik Nissen, der nævner, at Pöttinger har et sæt, hvor der i stedet for bånd til skårsamling ligger en snegl bag knivbjælkerne. Den har ikke nogen crimpningseffekt, men når den ikke samler skåret, bliver græsset bredspredt og lagt luftigt på tværs af kørselsretning.

Det er også værd at interessere sig for indstilling af stubhøjden.

»Er det enkelt at gøre? Er det en kombination af indstilling af slæbesko og vinkel, eller er det ’kun’ vinkel, hvilket ikke er så godt, da det alt efter stubhøjde ikke giver en ensartet stubhøjde«, siger Erik Nissen, der også kommer ind på vigtige elementer som løft af front og sidefløje og knivskift.

Faktaboks

Til overvejelse:

  • Hvor mange ha pr. slæt?
  • Skal der crimpes?
  • Kører man i faste kørespor?
  • Har man behov for bånd, eller river man det sammen?
  • Er maskinen enkel at indstille?

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.