Massey Ferguson ruller med musklerne

MF viste i sidste uge 2012-nyhederne frem for pressen, herunder 7600-traktorserien, der kandiderer til titlen Tractor Of The Year 2012.

Massey Ferguson tilbyder mange nyheder til næste år - både til høst og på traktorsiden. Netop den kommende 7600-traktorserie var omdrejningspunktet, da mærket i sidste uge havde inviteret den europæiske landbrugspresse til Strasbourg i Frankrig.

Nye motorer med scr-katalysator og nye kabiner med bedre udsyn og spændende funktioner har fundet vej til den nye traktorserie. Traktorerne er nemme at tilpasse maskinparkens redskaber, det sørger et nyt joystick i kabinen nemlig for. Med det kan man lagre valgfri redskabs- eller hydraulikfunktioner samt skifte køreretning. Joysticket supplerer det nye multifunktionskørehåndtag, som de trinløse versioner kan fås med.

Serien topper med modellen 7624, der har en maksimaleffekt på 235 hk i trinløs Dyna VT-udgave og 260 hk som geartraktor med Dyna 6-transmission.

Traktorerne kommer først til Danmark i 2012.

Nyheder til næste høst

Også til høstarbejdet kan Massey Ferguson byde på interessant nyt. Mærket lancerer en mellemstor version af deres amerikanske enkeltrotormaskine, Fortia, i Europa, og den rammer et segment, hvor efterspørgslen lige nu stiger mest. Interessen er dog ikke så stor fra dansk side, idet vi efterspørger større maskiner med mange heste til halmen. Derfor kommer heller ikke denne version af Fortia til Danmark.

Det gør derimod de nye udgaver af rystermaskinerne Activa, Beta, og Centora, samt af hybridmaskinen Delta. De fem- og seksrysters Beta-modeller får eksempelvis automatisk afgrødejustering. Centora-maskinerne får blandt andet større åbninger i broen, der øger maskinens gennemstrømning, og samtidig drejer de bedre med en ny bagaksel.

Som det mest interessante lovede MF, at et bredere Powerflow-skærebord er lige på trapperne.

Halmen kan presses ekstra hårdt med den nye presser til 120 x 88 cm storballer, MF 2170 XD. Et tungere svinghjul og en stærkere gearkasse giver hårdere slag, som kan resultere i hvedeballer på op til 550 kg med 12,5 procent vand.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle