Med målrettet spotsprøjtning mod kamille fik kun 12 pct. af rapsen Matrigon

Vintersæden skal også spotsprøjtes, så snart der kommer regn - især mod græsukrudt.

"Vi har fået radrenset rapsen og afprøvet vores spotsprøjte mod kamille i raps med godt resultat. Pletsprøjtningen blev foretaget ud fra det ukrudtskort over markerne, vi havde lavet i forvejen. Det var især foragre, lavninger, bakketoppe og en bar plet der blev sprøjtet. Så vi kunne nøjes med at sprøjte 12 pct. af rapsmarkerne med Matrigon," fortæller driftsleder Erik Borup fra Ryegaard.

Næste skridt er spotsprøjtning af vintersæden som opfølgning på efterårssprøjtningen, især mod græsukrudt.

"Her sidst i maj har vi endnu ikke været ude med ukrudtsmidler i vintersæd. Det er stadig for tørt, vi har kun fået lidt vand. Kun 10 mm i marts, 10 mm i april og 22 mm i maj (21/5, red.). Så vi trænger til en god bundbløder," siger Erik Borup.

I vintersæden forventer han kun at pletsprøjte 20 pct.

"Men jeg aner det jo i virkeligheden ikke. Det er så nyt. Måske ender vi på 50 pct. af arealet. Det vil tiden vise."

Rajgræsset er sprøjtet med Ariane og Primus plus Zenit mod svamp og Moddus som vækstregulering. Det er eneste afgrøde, der vækstreguleres. Og biotopplanen er etableret i godt såbed. Det næste er svampesprøjtning.

"Vi kører normalt tre gange i hvede, men i år bliver det kun to. Første gang med Opera og sidste gang med Proline og Bell. Rugen er nu skredet igennem og afventer det sidste gødning. Og skal så sprøjtes mod rust lige når vi næsten ikke kan køre i afgrøden mere. Og vårsæden får Viverda. Sådan ser planen ud lige nu, men den kan sagtens ændre sig. Det kommer an på behovet, det kører vi altid primært efter."

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle