Megatidlig majshøst: Starter om 14 dage

Der er ingen grund til at høste en majsmark ad flere omgange. Hele marken skal høstes på en gang, mener konsulenter.

Høsten af majs falder i år en måned tidligere end nogensinde før. De tidligste marker står til at blive snittet allerede i slutningen af august. Og i de første uger af september kommer det store rykind i majsmarkerne.

»Høsten falder, når majsvarmeenhederne runder 2.400 enheder, og det tyder prognosen på, at de gør allerede 1. september. Jeg forventer derfor, at høsten af de tidligst såede marker sået med tidlige sorter starter allerede i slutningen af august. Derefter kommer det helt store rykind i majsmarkerne i første halvdel af september, hvor der skal høstes både tidlige, middeltidlige og sildige sorter«, fortæller planteavlsrådgiver Bent Hansen, Sagro.

Ifølge Bent Hansen er årets majshøst formentlig den tidligste høst af majs nogensinde i Danmark, siden de første majsmarker blev en del af grovfodersædskifterne i slutningen af 1970erne og starten af 1980erne.

Det helt rigtige høsttidspunkt findes ved at sammenholde høstprognoserne og majsvarmenhederne på Landbrugsinfo og tage en tørstofanalyse 10 dage før forventet høsttidspunkt.

»Det er vigtigt, at tørstofprocenten rammer i intervallet 31-34 procent. Det er ikke helt let at ramme det interval, men det er lettere, hvis man får lavet tørstofanalyser og tjekker Landbrugsinfo«, siger Bent Hansen.

Foderværdien sidder i kolben

I år er det blevet foreslået, at den majs, der ikke har udviklet kolber, skal høstes nu - altså før de 2.400 majsvarmeenheder er nået, og før den ideelle tørstofprocent er nået. Men dét råd tilslutter Bent Hansen og hans kollegaer i Sagro sig ikke.

»Vi ser ofte, at der er stor forskel på, hvordan majsen er udviklet selv inden for den samme mark. Der kan både være planter, der slet ikke har kolber eller kolber, der ikke er bestøvet, og hvor der derfor ikke er kerner i kolberne, samtidig med at der på andre planter kan være både lidt udviklede kolber og fint udviklede kolber«.

»Vi har endnu ikke set nogle marker helt uden kolber, og som regel er der dele af markerne, hvor udviklingen er nogenlunde i orden«, siger Bent Hansen.

Derfor lyder anbefalingen fra ham og de andre planteavlskonsulenter i Sagro: Vent med at høste majsen til de 2.400 majsvarmeenheder er nået, og de bedst udviklede kolber har det optimale tørstofindhold. Det er i kolberne foderværdien sidder, så det er kolberne, der skal fokus på, når det bedste høsttidspunkt skal findes.

Bent Hansen understreger, at der ikke er meget foderværdi i majs uden kolber. Majsen er for våd, tørstofprocenten alt for lav og kvaliteten derfor for dårlig. I hans øjne er det blot en unødig udgift på omkring 1.500 kr. pr. hektar at høste majs uden kolber.

Høst hele marken på en gang

Af samme grund mener han heller ikke, at der er nogen god idé i at høste dårlige dele af majsmarkerne nu.

»Majsmarkerne skal høstes fra en kant af, og snitteren skal høste hele marken på en gang«, siger Bent Hansen.

Flere steder er der faldet en del nedbør i og omkring sidste weekend. Hvor meget den nedbør betyder helt præcist, er det svært at svare på.

Forsøg med vanding af majs har tidligere vist, at hvis majsen er vandet før og under blomstring, så kan vanding efter blomstring give et merudbytte på 10-25 procent.

»Det allervigtigste er, at majsen er velforsynet med vand i blomstringsperioden, så der kommer kolber, der kan bestøves«, siger Bent Hansen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle