Mejerier ser gode udsigter for økomælk

Både Arla og Thise er optimister trods melding om faldende indvejning i 4. kvartal.

I 4. kvartal blev der ifølge Økologisk Landsforening indvejet syv procent mindre økologisk mælk.

Den udmelding er dog ikke noget, der bekymrer de to store økologiske mejerier, Arla og Thise.

Uændret indvejning

»Vores indvejning i 2014 var fuldstændig uændret i forhold til 2013, selv om der var lidt færre leverandører, og vi forventer, at udviklingen fortsætter i år,« siger pressechef Theis Brøgger, Arla.

»Vi har hævet økotillægget med 15 øre pr. kg for at motivere til at øge produktionen,« siger han.

Han vil ikke udelukke, at Arla senere vil melde ud, at de får behov for flere økologiske leverandører, men det er ikke besluttet endnu.

»Det er glædeligt, at det går i den positive retning med efterspørgslen. Det ser rigtig positivt ud,« siger han.

Thise mistede sidste år ni andelshavere men fik til gengæld fire nye, og salgsdirektør Mogens Poulsen ser lyst på det.

»Indvejningen er dykket i første kvartal, men vi får mange flere henvendelser, også fra konventionelle landmænd. Vi mærker optimisme både fra nye landmænd og eksisterende andelshavere.

Vi har mistet eksport på nogle markeder i 2014, men til gengæld har vi haft betydelig vækst på andre markeder.

Der er grøde på hjemmemarkedet, og der er god afsætning på de nærmeste markeder i Sverige og Tyskland.

I den nuværende situation er det svært at opretholde pessimismen, som Esp Sørensen vistnok sagde en gang,« siger Mogens Poulsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle