Mellemmænd snupper det meste af ris-gevinsten

Filippinske landmænd får 50 øre mere pr. kg ris end for et år siden, men på markedet er den steget 2,20 kr. pr. kg.

Benedicto Boyles, der dyrker to hektar med ris på den filippinske ø Bohol, jubler ikke over, at prisen på ris er steget med 50 procent i forhold til for et år siden. Langt det meste af stigningen snupper mellemmændene nemlig.

På markedet i landkommunen Ubay koster ris i dag, hvad der svarer til 3,75 kr. pr. kg. Alle taler om det, for det svarer til, at en landarbejder vil kunne købe godt fire kg om dagen for sin dagløn.

Sidste år var prisen 2,75 kr. pr. kg.

Men når Benedicto Boyles sælger sin ris til opkøberen, er den kun steget ganske lidt i forhold til sidste år.

Han sælger i dag ris for 1,90 kr. pr. kg, hvor han for et år siden fik 1,55 kr. pr. kg. Sammenligner man med prisen på markedet, skal man lægge lidt til, fordi avlerprisen er inden afskalning. Derfor svarer det i ren ris til 2,90 kr. pr. kg ris i dag og 2,40 kr. pr. kg for et år siden. Prisen til landmanden er altså steget med 50 øre pr. kg, mens prisen på markedet er steget med 1,00 kr. pr. kg.

"Her i Filippinerne er det opkøberen, der bestemmer prisen. Landmanden bestemmer ikke noget," forklarer han.

Gødningspris fordoblet

Selv om optimisten vil sige, at landmanden faktisk får 20 procent mere for sin ris end for et år siden, mener Benedicto Boyles ikke, at han tjener mere nu. Dels fordi den seneste høst er dårligere end sidste år på grund af vejret, men det kan opkøberen jo ikke gøre for. Dels fordi prisen på gødning er næsten fordoblet. En sæk 14-14-14 koster i dag 200 kr., mens den for et år siden kostede 110 kr. - penge, der skal op af lommen fire måneder før høst.

For den, der ikke selv planter og høster, er lønnen til daglejere også steget.

"For et år siden gav vi 11 kr. om dagen, nu er det 16 kr.," siger han.

Nye sorter på vej

Når den del af prisstigningen, der kommer landmanden til gode, er så lille, er der ikke det store incitament til at øge produktionen, skønt det ser ud som om, regeringen kunne få risen billigere hos egne landmænd end ved import. Benedicto Boyles har dog læst om, at regeringen vil give tilskud til gødning, så prisen igen bliver 110 kr. pr. sæk 14-14-14. Gødningsniveauet har stor betydning for udbyttets størrelse, mener han.

Desuden har forskningsinstituttet PhilRice fundet sorter i udlandet, der skulle egne sig godt flere steder i Filippinerne og kunne øge udbytterne pr. hektar.

"Præsidenten har sagt, at de vil give os gratis såsæd af de nye sorter, men det skal lige vedtages først," fortæller han.

Det betyder, at det ikke bliver til næste høst, han kan øge udbytterne, for plantetiden starter om et par uger.

"Det har regnet en del, så nu er der snart vand nok i markerne til at plante," siger han.

thalbitzer@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle