Mellemmænd tager op til 33 pct. af elprisen

Forretningen i at have vindmøller eller solceller kan forbedres markant, når Arla vil købe landmænds grønne strøm, vurderer udviklingschef. Danish Crown tygger på løsning også.

Det kan blive en mærkbart forbedret økonomi, hvis mælkeproducenter vil sælge deres overskud af grøn strøm direkte til Arla fremover.

Det vurderer udviklingchef i Sønderjysk Landboforening Anders Andersen oven på Arlas melding i denne uge om, at mejeriet vil købe grøn energi og også oprindelsescertifikater direkte fra sine andelshavere fremover.

»Mit bedste bud vil være, at vi, via direkte handel med el uden mellemhandlere og intern handel med oprindelsesgarantier, kan forbedre businesscasen for en landmands investering i solceller, så vi kan reducere tilbagebetalingstiden med 2-3 år«, vurderer Anders Andersen.

Han peger på, at mellemhandlere i form af de store energiselskaber ofte tager en tredjedel af strømprisen i betaling, når de skal sælge strøm i overskud fra en landmand videre på markedet.

Dertil kommer, at køberen, i dette tilfælde Arla, også skal betale merpris for strømmen.

Arla understreger i sin meddelelse om tiltaget, at mejeriet ikke får omkostninger på løsningen, men at det handler om at skære fordyrende led væk og holde penge og bæredygtighed i klyngen.

Detaljer mangler

Anders Andersen har gennem længere tid argumenteret for øget handel og samarbejde mellem landmænd og ambaer frem for, at certifikater og grøn strøm hjælper andre erhverv til at blive mere bæredygtige.

»Det er en stærk start, som helt sikkert vil motivere andre aktører i fødevareklyngen til at følge efter«.

Endnu mangler der en række praktiske detaljer at få på plads i Arlas model.

Selskabet har dog kortlagt, at op mod 14 procent af andelshaverne allerede i dag vil kunne handle med deres mejeri, når det gælder grøn energi.

Knap hver fjerde andelshaver ejer enten vindmøller eller solceller, men de tyske og luxembourgske producenter er pålagt at sælge deres oprindelsescertifikater til regeringen.

Hos Danish Crown holder man øje med tiltaget.

»Vi kigger ind i, om det også kan være en mulighed for os at købe vores andelsejeres grønne strøm«, fortæller Jens Hansen, pressechef i Danish Crown, og tilføjer, at en eventuel løsning først vil komme i forbindelse med næste runde af klimatiltag fra selskabet.

Faktaboks

Arla vil købe landmænds grønne strøm

  • Arla vil nu købe vindmølle og solcelle-strøm fra sine ejere.
  • Arla vil købe oprindelsesgarantierne direkte fra andelshaverne frem for at skulle købe dem på det etablerede marked.
  • Selskabet vurderer, at op mod en femtedel af selskabets samlede elforbrug til mejerierne kan dækkes af andelshavernes produktion.
  • Knap hver fjerde andelshaver i Arla laver i dag grøn energi.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle