Mens de andre tabte - Arla tjener godt på Kina

Konkurrenterne i FrieslandCampina og Fonterras kinesiske investeringer har kostet milliarder. Imens har Arla scoret stort på sit ejerskab af Mengniu.

Mens konkurrenterne i mejerisektoren har lidt grumme økonomiske nederlag i det sidste år, har Arla spundet guld på investering i et af Kinas største mejerier.

Aktieposten i Mengniu er nemlig blevet voldsomt meget mere værd. Fra Arla i 2012 købte aktier for 1,75 mia. kroner, var aktierne i Arlas regnskab ved udgangen af 2017 indregnet til en dagsværdi på 3,87 mia. kroner.

"Vi er meget glade for at være ejere i og samarbejdspartnere med Mengniu og er stolte over, at aktiekursen og deres forretning udvikler sig, som den gør", fortæller adm. direktør i Arla, Peder Tuborgh.

"Det løbende udbytte ryger direkte ind i mælkeprisen, mens værdisætningen på aktieposten enten sidder i vores balance eller i mælkeprisen, forklarer han.

Han peger på, at Arlas vigtigste udbytte af ejerskabet ikke er aktieposten og det løbende udbytte, men i stedet den markedsadgang, som samarbejdet skaber.

Mejerikoncernen omsatte for 2,25 mia. kroner i Kina. Alene i 2017 voksede forretningen i landet med 100 mio. kr. Her tæller lønproduktion af mælkepulver og salg fra Arla Food Ingredients med.

Svært, vigtigt marked

Peder Tuborgh ønsker ikke at forholde sig til konkurrenternes investeringer og tab. Men at indkassere aktiegevinsten i Mengniu for i stedet at ’stå på egne ben’ i Kina vil være direkte forkert.

»Det er et kæmpe marked, og vi er fortsat nye i forhold til nogle af dem, der har været der i mange år. Jeg sætter meget pris på at have en lokal partner, der forstår mekanismerne i Kina og ved, hvad der foregår. Der er en meget anderledes kultur, og man er oppe mod en lovgivning, der ændrer sig sådan her«, siger han og knipser.

»På babyfood så vi bl.a., at antallet af mærkevarer pludselig blev skåret ned fra over 3.000 brands til under en fjerdedel. Det går meget stærkt.«

Tab for milliarder

Ser man på konkurrenterne, har både FrieslandCampina og Fonterras ejere måtte indkassere nogle alvorlige lussinger fra det kinesiske marked i det sidste år.

En fejlslagen investering i Kina kostede tidligere i år de new zealandske mælkeproducenter i Fonterra over en milliard kroner. Fonterra ejer knap 20 procent af modermælkserstatningsselskabet Beingmate, som i 2016 og 2017 har tabt 1,7 mia. kr.

Også FrieslandCampina har nedskrevet på sit joint venture med Huishan Dairy i det enorme og vigtige vækstland i Øst. 286 mio. kr. i nedskrivning og farvel til et udskudt skatteobjekt på 178,8 mio. kr. plettede hollændernes seneste regnskab.

Siden har hollænderne købt samtlige aktier i joint venturet og annonceret en investering på over 750 mio. kr. alene i år i den kinesiske forretning.

»Markedet vil være et vigtig fremtidigt vækstmarked for os«, lød det da.

Faktaboks

Arla og Mengniu

  • Arla købte sig 6 procent af Mengniu i juni 2012 for samlet 1,75 mia. kr. Investeringen skete for lånte penge. 
  • I Arlas 2017-regnskab var dagskursen af aktierne på 3,87 mia.
  • I 2012 var Arlas omsætning i Kina på 700 mio. kr. Sidste år var den steget til 2,25 mia. kr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle