Dansk landbrug skal lære at producere mere med mindre - og have lov til det.
Natur- og landbrugskommissionens opgave er at finde ud af, hvordan man kan gavne både landbruget, naturen og miljøet. Kort sagt producere mere med mindre og samtidig få flere penge ud af det.
»Det kan man forhåbentlig ved at ændre reguleringen, så landmænd kan få lov at producere mere nogle steder mod til gengæld at lave et minivådområde, lægge om til energi uden gødning og sprøjtemidler eller vedvarende græs et andet sted,« siger Jørn Jespersen, formand for kommissionen.Samlet set er det meningen, at omstillingen skal give samfundsmæssigt overskud, samtidig med at det gavner landbrug, natur og miljø.»Politikerne kræver, at det går i nul. Vi kan øge indtægterne et sted, hvis vi skaber pengene et andet sted,« siger han.
Den statusrapport, der kom onsdag, er grundlag for det videre arbejde i kommissionen.
»Til marts skal vi give politikerne helt konkrete forslag a'la lav den lov om, sæt penge af til det og så videre,« siger Jørn Jespersen.
Først til den tid vil det vise sig, om der er politisk flertal for forslagene.
Onsdag var fødevareminister Mette Gjerskov (S) dog allerede ud og rose rapporten.
»Det er vældig positivt at se, at Natur- og Landbrugskommissionen langt hen ad vejen er enig i den grundlæggende analyse, som Socialdemokraterne fremlagde inden valget - vi er nødt til at se mere målrettet på reguleringen,« sagde hun.
Mette Gjerskov ser frem til de endelige anbefalinger, som hun håber at kunne bruge i de kommende vandplaner.