Mere regenerativt øko-landbrug for klimaets skyld

Af chefkonsulent Lisbeth Frank Hansen, Økologisk VKST

Ofte bliver økologisk landbrug betragtet som en statisk driftsform defineret ud fra de gældende dyrkningsregler. Men vi forbedrer og udvikler hele tiden økologien. Pejlemærkerne for økologiens udvikling er de 4 globalt vedtagne principper: Sundheds-, økologi-, fairness- og forsigtighedsprincippet. (www.ifoam.bio).

Fokus på jordfrugtbarhed

I det regenerative økologiske landbrug arbejder man aktivt for at forbedre jordens frugtbarhed. Anvisninger på brugbare og virkningsfulde tiltag er efterhånden ved at tage form verden over, og i USA har det allerede udmøntet sig i en egentlig certificeringsordning (Regenerative Organic Certification), som certificerer til et bronze-, sølv- eller guldniveau.

Det regenerative økologiske landbrug bygger videre på den økologiske driftsform, vi kender, hvor man afstår fra at anvende syntetiske pesticider og kvælstofgødning fremstillet ved brug af fossilt brændstof. Herudover foreskriver det regenerative økologiske landbrug en udbredt brug af efterafgrøder, grøngødning, nedmuldning eller kompostering af det organiske materiale, et varieret sædskifte samt reduceret jordbehandling.

Mere organisk materiale i jorden

Flere af disse tiltag er udbredt praksis herhjemme, mens andre tiltag som reduceret jordbehandling og kompostering kun anvendes af et fåtal af danske økologer. Ved en mere udbredt anvendelse af ovennævnte tiltag, kan der produceres og indlejres mere organisk materiale i jorden, end tilfældet er på mange øko-bedrifter i dag. Indholdet af organisk materiale i jorden har stor betydning for den mikrobielle aktivitet, planternes sundhed og jordstrukturen.

Mere klimavenligt

Oven i de positive effekter for den enkelte bedrifts bæredygtighed har en mere regenerativ praksis også en positiv effekt på CO2- regnskabet og dermed vores klima.

Vil du videre med en mere klimavenlig og genopbyggende økologisk drift er flerårige kløvergræs/ lucernemarker geniale under vores himmelstrøg. De kan etableres som udlæg, er meget produktive, er kvælstofsamlende og kan udnyttes til foder. Udfordringen er at få taget livet af dem uden en pløjning, men det kan måske så være den ene gang, man pløjer i hele sædskiftet. Lad os gerne se flere kløvergræsmarker i sædskifterne, også på planteavls- bedrifterne.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle