Merkur offentliggør sine udlånskunder

Merkur Andelskasse kræver, at de erhvervskunder, der har lånt penge, bliver offentliggjort med navn på nettet.

Merkur Andelskasse har som et erklæret mål, at dens indlånskunder skal vide, hvem der låner deres penge i den anden ende - gennemsigtighed, forstås.

Derfor har banken nu lavet hjemmesiden minepengegoergavn.dk, hvor andelskassen fremover offentliggør alle dens erhvervskunder, som har lån i banken, med et lille portræt.

"Det er af hensyn til gennemsigtigheden. Det er det, vi siger til vore indlånskunder: Hos os ved man, hvad det er, pengene bliver brugt til. Låntagerne er glade for det, og de vil gerne være med - for dem er det ikke nogen overvindelse eller et minus, overhovedet ikke," siger Lars Pehrson, adm. direktør i Merkur Andelskasse.

Han mener ligefrem, at det er en fordel for låntagerne, at de får plads på bankens hjemmeside, som er et krav for at få lån i banken.

"Det er en venlighed over for vores låntagere, at de bliver eksponeret og får mulighed for at indgå i et netværk med de øvrige kunder og måske få nye kunder," siger Pehrson.

Med tiden er det meningen, at alle udlånskunder skal have et lille portræt på hjemmesiden, ligesom man skal kunne søge på eksempelvis landbrug, og så dukker de landmænd op, som har lån i banken.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle