Metanreduktion baner vejen til klimamålet

 Af Asger Christensen, medlem af Europa-Parlamentet for Venstre

EU er et skridt tættere på en ny metanstrategi, der skal reducere metanudledningen fra vores landbrug i Europa. Og strategien er en vigtig brik i vores kamp for at blive klimaneutrale i 2050. Heldigvis har jeg sat et solidt, dansk aftryk på vores første udspil til den kommende strategi.

For jeg har haft ansvaret for Europa-Parlamentets udspil til at sænke metanudledningen fra landbruget. Og vi har netop vedtaget mine forslag til Metanstrategien, som jeg har arbejdet på de sidste mange måneder, med et stort flertal. Det er jeg meget stolt af.

Mit mål har været helt klart fra start: det er altafgørende, at vi sænker metanudslippet frem for at skære i husdyrproduktionen, som venstrefløjen foreslår. For dét vil ødelægge vores gode, danske fødevareproduktion og blot flytte den til andre lande, der producerer langt mindre klimavenlige fødevarer.

Derfor har jeg fokuseret på at finde nye løsninger, så vi kan nå vores ambitiøse klimamål. Mine forslag har særligt fokuseret på tre ting, der kan gøre vores landbrug grønnere:

Ny teknologi skal spille en hovedrolle i landbrugets grønne omstilling. Noget, jeg længe har talt for. Og det gælder også for den nye metanstrategi. For med ny, grøn teknologi kan vi omdanne vores gylle fra landbruget til biogas, så vi i fremtiden kan flyve på kokasser og kompost. Men det kræver, at EU støtter udviklingen.

Og så skal vi undersøge potentialet i at ændre sammensætningen af dyrenes foder, så køerne bøvser mindre metan. Sådan kan vi nemlig sænke metanudledningen markant.

Sidst, men ikke mindst bør metanreduktion indgå i vores fremtidige klimamærkning af fødevarer som for eksempel mælk og kød. For det skal være let for forbrugerne at tage det klimavenlige valg, når de står ved køledisken i supermarkedet. Klimamærkningen vil desuden være godt for vores dygtige, danske landmænd, som allerede er frontsoldater i klimakampen.

Den grønne omstilling af landbruget kører på højtryk. Og for mig er det helt afgørende, at vi udvikler landbruget frem for at afvikle det. Det kan jeg ikke gentage nok. Derfor er det en kæmpe sejr, at mine kollegaer i parlamentet er enige i mine forslag. Nu ser jeg frem til vores videre arbejde med den nye strategi, så vi kan nå i mål med en god og grøn aftale for vores danske og europæiske landbrug.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle