Ny kabine og mulighed for ekstra kerneudskiller gør Activa S anno 2015 mere interessant for landmænd med hang til at høste egne afgrøder.
Med en ny kabine, ændret design og flere heste i visse situationer er Activa S-serien klar til at indtage høsten i en opgraderet version til næste år - en serie, som nu minder meget om Beta-modellerne.
»Langt hen ad vejen er de to serier ens. Selve tærskeværket er identisk, og begge serier fås med fem og seks rystere. Den ekstra fødevalse i indføringen og MCS-kerneudskilleren er standard i Beta og kommer nu som ekstraudstyr i Activa, hvilket naturligvis er med til at øge kapaciteten,« fortæller Martin Jensen, produktchef for Agcos høstprodukter i Danmark.
Activa S rykker opad effektmæssigt på den største af de to modeller. Med en boost-funktion er der 30 hestekræfter ekstra ved aftømning, så ydelsen lander på 306 heste. Præcis det samme som den mindste Beta-model.
Fra 2015 kommer samtlige MF-tærskere til at ligne hinanden mere af udseende. Alle serier får nye sidepaneler i ét stykke, der designmæssigt er stort set identiske, og den nye kabine på Activa S minder meget om Skyline-kabinen på de større serier.
»Proline-kabinen på Activa S er lidt mindre end Skyline-kabinen. Men den rummer det samme armlænskonsol og kørehåndtag, hvor sidstnævnte er justeret, så det er lettere at betjene. Activa S får også en ny terminal med de samme funktioner som på de større mejetærskere - dog blot pakket ind i en skærm på syv tommer mod 10,4 i de større serier,« fortæller Adam Sherriff, marketingansvarlig hos MF.
Den nye skærm betyder blandt andet, at du som ejer af en Activa nu kan vælge en bestemt type afgrøde i terminalen. Så snart du har valgt afgrøde, indstiller maskinen sig automatisk til den.
Billigere i indkøb
Activa-modellerne rummer 8.600 liter i korntanken, mens den større Beta snupper 9.000 liter. Når det gælder skæreborde, nøjes Activa med 6,8 meter mod 7,5 meter på Beta-modellerne.
»Disse forskelle er med til at gøre Activa-serien til det lidt billigere alternativ, men som sagt kan den udstyres, så den kapacitetsmæssigt næsten matcher Beta-serien,« siger Martin Jensen.
Beta-serien adskiller sig dog fra næste år ved at få en ny snitter monteret. Og så kan Beta-modellerne udstyres med integreret autostyring fra fabrikken.