MFO-græs i majs giver risiko for træk i støtten

Efterafgrøder til opfyldelse af MFO bør sås i andre afgrøder end majs.

Udsåning af græs i majs kan være en god ide i mange tilfælde. Men flere planteavlskonsulenter fraråder, at man sår græs i majs, hvis formålet er, at græsset skal opfylde kravet om miljøfokusområder (MFO). Det skyldes, at der er risiko for, at man ikke kan leve op til kravet om, at græsudlægget skal være veletableret og dækkende fra begyndelsen af september til 20. oktober, og at kontrolperioden for græs til MFO-efterafgrøder er kort i efteråret.

»Det er vigtigt, at man som landmand lever op til kravene om MFO, da man ellers mister en del af den grønne støtte, som udgør cirka en tredjedel af arealtilskuddet,« siger Marianne Haugaard-Christensen fra Seges.

Hun anbefaler derfor, at MFO-efterafgrøder sås i andre afgrøder end majs - eller at man, hvis man vælger at opfylde MFO-forpligtelsen ved at så en græsefterafgrøde i majs, etablerer udlæg og anmelder flere hektar med græsefterafgrøder, end der er behov for. Derved er der plads til, at efterafgrøden på en mindre del af arealet ikke lever op til kravene.

Når etablering af græs til MFO-efterafgrøder er mere risikabel end etablering af pligtige efterafgrøder samt efterafgrøder, der sås for at leve op til 2,3 dyreenheder-reglen, så skyldes det en kortere periode til kontrol.

»Kontrollen af MFO-efterafgrøderne og MFO-græsudlæg forventes at starte i begyndelsen af september, da den skal være afsluttet, inden arealstøtten udbetales. Der vil derfor være krav om en procentvis dækning af hele marken allerede i begyndelsen af september,« siger Marianne Hauggard-Christensen.

Faktaboks

MFO-græs i majs

  • Græsudlæg i majs kan opfylde krav om miljøfokusområder (MFO).
  • Græsudlægget skal være dækkende fra begyndelsen af september for at opfylde kravene.
  • Er udlægget ikke dækkende, mister man støtte.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle