Midt i en brydningstid

Af Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef i Seges.

Der er en dramatisk udvikling i gang i landbruget. Ikke en pludselig revolution, men en omvæltning over en årrække, som har store konsekvenser.

Kendetegnende for omvæltningen er bl.a. strukturudviklingen med stadigt færre og større landbrugsvirksomheder, der gør, at mange landmænd skifter fra at være »driftsleder« på et familieejet og -drevet landbrug til virksomhedsleder eller endda koncerndirektør. Dertil kommer et demografisk skred med flere ældre og færre unge landmænd, rekordhøj og stigende anvendelse af forpagtning, liberalisering af prisdannelsen, fremvækst af investorer uden tilknytning til landbruget, udsigt til målrettet miljøregulering med omfordeling af produktion, formuer og meget andet.

Udviklingen skaber undertiden forskelligartede interesser både inden for landbruget og i forhold til omverdenen, så det er ganske naturligt, at holdningerne til retning og løsninger brydes.

Er selvejet truet?

Et af de varmeste temaer er ejerformer i landbruget. Selvejet har været den dominerende ejerform siden midten af 1800-tallet. De fleste landmænd sværger til selvejet. Det giver en stor personlig tilfredsstillelse og motivation at være »herre i eget hus«.

Samfundsmæssigt er der heller ingen tvivl om, at landbokulturen og ansvarligheden over for natur og dyr har det bedst med selvejet. Flere mener dog at vide, at selvejet er under afvikling. Senest har IFRO nærmest afsagt dødsdom over selvejet.

Der er da heller ingen tvivl om, at udfordringerne er enorme. Kombinationen af mange økonomisk nødlidende bedrifter og fremskreden aldring af gårdejere gør ejerskiftebehovet meget stort. Og lægges dertil, at kravene til kapital er store, og adgangen til finansiering er vanskelig, kan det være svært at se, hvordan nye selvejere kan komme til.

 

Nødvendigt at få gang i ejerskiftet

Hvis selvejet skal blive ved at være den dominerende ejerform og kulturbærer i landbruget, er det nødvendigt at finde løsninger på ejerskifteproblematikken, så nye generationer af landmænd kan finde vej ind i erhvervet.

Fra LandboUngdom hører vi, at de unge står klar til at købe. Fra Landboforeningerne hører vi, at mange ældre er klar til at sælge. Fra pengeinstitutterne hører vi, at de gerne vil medvirke til ejerskifter. Udmeldingerne er utvivlsomt korrekte, men på hvilke betingelser?

Fleksibilitet er nøgleordet

For at det kan lykkes, er det nødvendigt, at både køber, sælger og kreditgiver udviser fleksibilitet. Vi kommer ikke udenom, at der skal sluges kameler, som bl.a. kan støde mod selvstændighedskulturen – i hvert fald i en periode.

Landbruget er formentlig det eneste erhverv, hvor en nyetableret starter i så stor skala. Her kan det være nødvendigt, at den unge landmand udviser tålmodighed, f.eks. ved at acceptere glidende generationsskifte, hvor den unge ikke overtager det hele fra dag ét.

Der er tilmed en skattemæssig fordel ved succession, og den unge får en mentor med i købet. Det kan også være nødvendigt at acceptere eksterne investorer, hvis der tilbydes købsoption efter en årrække. Sådanne løsninger byder på fordele med hensyn til kompetence- og kapitalopbygning, inden gården overtages.

Alle parter skal medvirke

Sælgere er nødt til at acceptere en realistisk pris og at medvirke til finansieringen gennem et sælgerpantebrev.

Den finansielle sektor er også nødt til at medvirke til ejerskifter til en realistisk pris og gældsniveau. Det gælder i særdeleshed ved »skuffesalg« af deres økonomisk nødlidende bedrifter.

Ellers sidder pengeinstituttet selv med aben, næste gang priserne dykker, eller renten stiger. Det er vigtigt ikke at gentage fortidens fejl.

Endelig er det vigtigt, at staten støtter f.eks. via lån gennem Vækstfonden og fair skatteregler.

Der er nok at tage fat på i denne brydningstid, og de nye udfordringer kalder på stor fleksibilitet, hvis de gode, klassiske værdier i landbruget skal bevares.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle