Milka-koen sendt på pension - Østrig satser på storproduktion

Mælkebedrifterne i Alpelandet er generelt små. Men nogle satser på udvidelser og robotmalkning.

Kan du på nethinden fremkalde billedet af den lilla Milka-ko, der græsser i Alperne med en stor klokke om halsen?

Billedet er uden sidestykke reklamemæssigt og er med til at give forbrugerne et indtryk af, at mælkeproduktion i Østrig og Schweiz er sød og hyggelig.

Men i Østrig er virkelighedens glade og generøse Milka-ko måske ved at blive fortid i mælkeproduktionen. Milka-koen får lov til at græsse oppe i bjergene som naturforvalter og turistobjekt med tusinder af støttekroner bundet i halen og lever dermed videre i vores fantasiverden.

Men nede i dalen er østrigerne i fuld gang med at udvikle en mælkeproduktion som bygger på markedsøkonomi og effektivitet. Her har Milkas søster godt nok et navn, men den har først og fremmest et nummer som bruges i den daglige registrering af produktionen i malkerobotten centralt placeret i den store løsdriftsstald.

Fremtiden er flyttet ind hos Katarina og Mannfred Öttl i landsbyen Taubitz vest for Wien og nord for den fascinerende Donau-flods dragende strømning gennem landskabet. Den gamle træstald, bygget sammen med stuehuset, står halvtom tilbage efter at have været rammen om generationers arbejdsindsats. På den anden side af træstalden, oppe på bakken, knejser den helt nye kostald indviet med en gevaldig fest for hele landsbyen for bare et halvt år siden.

Familien er den eneste i landsbyen, som producerer mælk. Området er præget af svineproduktion og markbrug. Men generelt er der i Østrig som i Danmark en tendens til, at de helt små mælkeproduktioner forsvinder, og at der bliver skabt mere plads til de store.

Køber kvier til

Katarina og de to børn, Anna og Iris, viser stolt frem. I et hjørne holder de små kalve til - de skal være fire til seks uger, før de kommer væk. Men det er altså ikke af hensyn til dyrevelfærden - næh, prisen er bedre, når de er lidt ældre.

"Alle kalve sælges, og kvierne købes til. Avlsarbejdet lader vi andre om," siger Katarina Öttl og styrer hen imod malkerobotten som blot er den tredje af sin slags i Niederöstereich og den 15. i hele landet:

"For køerne var det et meget mindre problem at vænne sig til robotten end for os mennesker. Men i dag vil vi ikke undvære den. Vi kan i familien meget bedre planlægge vores arbejdsdag, og så meget dyrere end en traditionel malkestald var det ikke at få robotten installeret," siger Katarina Öttl.

Kvoterne skal væk

Hun forklarer, at familien er omdrejningspunktet i dagligdagen, og at den samlede investering på 700.000 Euro eller hvad der svarer til seks mio. kr. sker for at sikre fremtiden på bedriften.

I dag er der 46 køer i stalden, der er bygget til 90 køer. Men ejendommen har kun en mælkekvote på 200.000 kg, og derfor holder Katarina Öttl igen med at købe køer ind og venter på, at mælkekvoterne skal blive afskaffet, så hun kan øge produktionen uden at betale superafgift:

"Kvoten koster lige nu igen cirka en Euro pr. kg, hvor prisen en overgang har været nede på mellem 40 og 50 Euro cent. Da mælken steg i pris, valgte flere at fortsætte i stedet for at stoppe, som de ellers havde planlagt. Så derfor køber vi ikke kvote men producerer i stedet omkring 50.000 kg mere, end vores tildelte kvote giver os ret til på årsbasis. Vi satser på frimængder i kvotesystemet og er tilfredse med, at mælkeprisen trods alt er steget, så superafgiften ikke længere udgør så stor en del af det samlede beløb," siger Katarina Öttl.

Hun kunne være taget tilbage på arbejdsmarkedet efter endt barselsorlov, men hun valgte at blive mælkeproducent på heltid. I bil ind til den nærmeste større by, Krems, er der 30 kilometer, og med dieselpriserne i øjeblikket vil en løn blive ædt op af omkostninger, mener hun.

Strejke uden resultat

Til gengæld er der god brug for en højere mælkepris efter investeringen, og Katarina Öttl var da også med i den leveringsstrejke, som bredte sig i Tyskland og Østrig i foråret:

"Selvfølgelig var jeg det. Vi har brug for en højere mælkepris, og selv om vi lige havde bygget, tog vi del i strejken," siger hun.

Hvad resultatet angår, ryster hun på hovedet:

"Strejken tog 14 dage og var nødvendig, men mælkeprisen ligger stadig på omkring 35 cent (2,60 kr.) Men generelt oplever jeg, at vi på landet har en meget stor opbakning fra bybefolkningen. Da vi holdt åbent landbrug, kom 2.000 gæster fra hele området," fortæller Katarina Öttl.

Imens pusler køerne rundt i den store stald. Nogle står i kø for at komme ind i malkerobotten, andre æder. Men ingen af dem kommer ud på det friske grønne græs, som strutter i det regnfulde vejr på markerne ved stalden.

"Nej, det giver for meget arbejde for os, og køerne har det godt herinde," siger Katarina Öttl vel vidende, at det strider mod alt, hvad østrigsk mælkeproduktion hidtil har stået for i byfolkenes bevidsthed.

Koen har et navn

"Jo, jo, men det er nu mest af hensyn til min 65-årige svigermor. Hun bliver helt forskrækket ved tanken om, at koen ikke har et navn. Men i produktionen bruger vi koens nummer til at identificere den," forklarer Katarina Öttl.

"Vi har bygget denne stald med henblik på fremtiden. Vores familie skal producere mælk også i de kommende år, og staldtypen og robotten bliver fremtiden i Østrig," siger hun.

himmelstrup@ landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle