Millioner af mariehøns strander ved havet

Mariehønsene har dog næppe hjulpet landbruget til at sprøjte mindre mod lus.

Badegæster ved Vesterhavet har de seneste uger måtte dele stranden med millioner af mariehøns, der er blæst vestpå.

Mariehøns og deres glubske larvers livret er bladlus, og når man ser de massive horder i klitterne, kunne man håbe, at de har sparet landmænd for brug af insektmidler til glæde for tegnebog og behandlingsindeks. Sådan ser det desværre ikke ud til at forholde sig.

Stort behov mod lus

På Fyn har planteavlskonsulent Michael Wang Lønbæk oplevet stort behov for bekæmpelse af bladlus i vårsæd, og han vurderer, at der ikke er sprøjtet mindre end normalt, fordi mariehønsene ikke var fremme, da angrebene var kraftige.

Omtrent samme erfaring har planteavlskonsulent Leif Ejlebjerg, Gefion.

"Mariehønsene kommer for sent, og det er jo netop den tidlige behandling primo juni, der er den mest rentable," siger han.

I Sønderjylland har man kun sprøjtet lidt mod bladlus, mens der i havre og vårbyg er sprøjtet mere mod bladlus end normalt, og heller ikke her vurderer planteavlskonsulent Ole Hansen, at mariehønsene har haft betydning.

Kun på Bornholm har Bent Povlsen, DLG, erfaret, at der er sprøjtet halvt så meget som normalt mod bladlus.

"Men om det skyldes mariehøns, ved vi ikke," konstaterer han.

thalbitzer@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle