Mindre produktion giver kun lille eller negativ klimaeffekt

Selv hvis Danmark skærer i produktionen af landbrugsprodukter for at pynte på klimaregnskabet, er det ikke sikkert, det gavner klimaet.

Dansk klimapolitik kan lede til øget udledning af drivhusgasser i udlandet. Det slår vismændene nu fast i den seneste rapport fra Det miljøøkonomiske Råd.

Analyserne i rapporten viser, at hvis Danmark reducerer udledningen af hvad der svarer til én mio. ton CO2 inden for landbrugsområdet, stiger de udenlandske udledninger med, hvad der svarer til omkring trekvart mio. ton CO2. En dansk reduktion får altså kun en effekt på cirka 25 procent af det, vi reducerer udledningen med.

Baggrunden for de øgede udenlandske udledninger er især, at importen af relativt CO2-intensive varer øges, når den danske produktion drejes væk fra brancher, der udleder meget drivhusgas. Effekten kaldes lækageeffekt.

Danmark har fordel på husdyr

Det miljøøkonomiske Råd ser kun på landbruget som helhed, det vil sige, at der ikke er skelnet mellem de enkelte driftsgrene eller bare mellem planteavl og husdyrbrug.

Ifølge vismand Lars Gårn, vil regnestykket se langt mere markant ud inden for husdyrbrug. Klimaeffekten af at reducere husdyrproduktionen i Danmark er altså endnu mindre og kan sagtens for nogle produktionsgrene være direkte negativ, påpeger han.

»Danmark har en stor fordel på husdyrsiden i forhold til lande uden for EU«, siger Lars Gårn.

Det her ikke været muligt at få en mere specifik inddeling af, hvor stor lækageeffekten er.

Hos Landbrug & Fødevarer er det et af argumenterne for ikke at reducere husdyrbestanden for klimaets skyld, at produktionen flytter til udlandet, hvor man producerer mindre klimaeffektivt. Danmark ligger i toppen på klimaeffektivitet på kvæg, når man sammenligner sig med de fleste andre lande.

Anbefaler afgift

Det miljøøkonomiske råd anbefaler i sin rapport at lægge afgift på CO2.

»Ser man bort fra lækage er den billigste måde at leve op til danske klimamålsætninger en ensartet CO2-afgift. Tages højde for graden af lækage , bliver det lidt dyrere at opnå de givne danske klimamålsætninger – men gevinsten bliver, at effekten på de globale udledninger bliver større«, siger Lars Gårn.

Sådan skal du forstå lækage-effekterne

  • Udledninger: Tiltag, der reducerer udledningen af klimagasser i Danmark kan have en effekt på udledning i udlandet, fordi produktionen blot flytter fra et land til et andet.
  • Lækageeffekt: Det miljøøkonomiske Råd taler om lækage-effekter, når de ser på, hvad tiltag i Danmark betyder for verdens samlede udledning af klimagasser. Hvis lækage-effekten er 100 flytter udledningen 100 procent til udlandet, og der er på verdensplan ingen klimaeffekt af tiltaget
  • Landbrug: I den seneste rapport fra de miljøøkonomiske vismænd fremgår det lækage-effekten for landbrug er 112. Det vil sige, at hvis vi fx reducerer landbrug i Danmark for at reducere udledningen af klimagasser her opstår der en større udledning på verdensplan, fordi produktionen flytter til udlandet. 
  • Direkte effekt: 112 procent er den direkte klimaeffekt - hvis man flytter effektiv dansk produktion til mindre effektiv produktion i udlandet - især uden for EU. 
  • Indirekte effekt: De miljøøkonomiske Råd regner også på den indirekte effekt. Det vil sige, at hvis 100.000 køer rykker til udlandet, vil dem der passede køerne finde nye aktiviteter, der har en eller anden klimapåvirkning. Det vil også flytte produktion mellem brancher i udlandet. Derfor er den reelle effekt af at skære i dansk landbrug ifølge rådet 75 procent. Det betyder, at hvis dansk landbrug reducerer udledningerne med 100 ton, vil de samlede globale udledninger kun falde med omkring 25 ton. 
  • Landbrug er meget: Vismandsrapporten taler om et samlet gennemsnit for landbrug. Inden for de forskellige driftsgrene kan der være stor forskel. Lækage-effekten er størst for husdyrbrug.
  • Usikkerhed: Tallene er genereret ud fra en stor database med effekter fra alle lande (Global trade analysis Project, GTAP) og er forbundet med stor usikkerhed.

Kilde: Det miljøøkonomiske Råd.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle