Ministerappel: Find de sidste efterafgrøder

Der mangler fortsat godt 10 procent af de frivillige målrettede efterafgrøder, og landmænd risikerer obligatoriske krav uden kompensation.

Det er ved at haste med at finde de sidste frivillige målrettede efterafgrøder, inden ansøgningsfristen udløber om mindre end 10 dage. Målet er 114.000 hektar, men der mangler fortsat cirka 12.000 hektar for at nå i mål.

Såvel miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) som formand for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild opfordrer derfor til, at landmænd tjekker en ekstra gang, om de kan udlægge frivillige målrettede efterafgrøder.

»Både ved sidste års ansøgningsrunde, hvor vi nåede målet, og igen i år har der har været stor ansøgning til ordningen, hvilket jeg gerne vil takke for. Vi er næsten i mål igen i år, men vi har brug for de sidste kræfter rundt om i landet, hvis vi igen skal komme i mål med ordningen uden et obligatorisk krav«, siger Esben Lunde Larsen.

Tøver en kende

Der er fortsat over hele landet områder, hvor der mangler ansøgninger, og derfor opfordrer han til at undersøge, om der stadig er ledige hektar at søge i ens eget område, så det ikke bliver nødvendigt med obligatoriske krav.

»Et obligatorisk krav vil betyde, at landmændene bliver pålagt et krav om efterafgrøder uden kompensation. Det, synes jeg, vil være ærgerligt«, siger Esben Lunde Larsen.

 

Bedst, hvis frivilligt

Hos Landbrug & Fødevarer er Martin Merrild meget tilfreds med, at ordningen med målrettede efterafgrøder blev frivillig og med kompensation.

»Nu nærmer vi os deadline for den frivillige runde i år, og vi mangler stadig at indfri de sidste arealer med efterafgrøder nogle steder. Vi ser naturligvis allerhelst, at kravet indfris i den frivillige runde ligesom sidste år«, siger han.

Han er bekendt med, at man rundt omkring stadig ser på muligheder for at etablere flere efterafgrøder.

»Hvis der er nogle landmænd, som har afventet situationen lidt, så vil jeg stærkt opfordre til, at man får sendt sin ansøgning i god tid inden 21. april, så vi når i mål med den frivillige runde«, siger han.

Lige nu er behovet for at finde frivillige målrettede efterafgrøder størst i Nordjylland, Nordsjælland og ved Guldborgsund.

Ifølge Nikolaj Ludvigsen har det været afgørende for Landbrug & Fødevarer med en frivillig ordning, landmændene kan byde ind på.

»Det er også billigst og bedst for samfundet«, siger han.

Faktaboks

  • Tirsdag var søgt 101.560 hektar efterafgrøder
  • Der manglede 12.440 hektar
  • Der er søgt 55.119,9 hektar grundvandsefterafgrøder og 46.440,9 hektar kystvandsefterafgrøder

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle