Det store Gule Monster er kørt i lade.
Høsten er bjerget mellem bygerne, og hvor er det dejligt, at de endelig er nået så langt. Om udbyttet var fint, eller om der er tilfredshed eller det modsatte - det har vi ikke fået snakket så meget om endnu. I øvrigt mangler de at bjerge det hvedehalm, som var det sidste, Det store Gule Monster spyttede ud af sin bug.
Mine tanker i forbindelse med årets høst har været mangeartede. Det er de hvert år.
Jeg er der bare. Jeg laver husarbejde, sørger for unger, vasker tøj og bager brød, kommer ud med kaffen og madderne, når der kaldes, - og alt det indimellem, alt det vigtige, som jeg ved virkelig noget - det indhenter jeg nok aldrig. Bondemanden snakker i telefon med alle andre end mig, og når han ringer herind, så er det praktiske ting som mad og kaffe, og måske om jeg har oplevet noget! Det har jeg så ligesom ikke. Ikke andet end det han godt ved, jeg skal opleve - forældremøde, turen i Brugsen eller i Netto, afhentning og øvrig fragt af unger, alle tre. Men det er jo ikke en »oplevelse«, og han hører alligevel ikke efter, jeg kan fortælle hvad som helst, og han siger bare »okay, jeg ved ikke, hvornår jeg kommer ind, men vi ses - heeejjj.« Alt imens der er en skratten og larmen i røret og man udmærket véd, at han er ved at læsse af eller vende eller noget andet mere vigtigt end mig.
Jeg forstår den ikke, høsten. Jeg slår ikke til. Jeg spørger ikke om det rigtige på de rigtige tidspunkter, jeg interesserer mig ikke nok for det, jeg er måske ligefrem fuldstændig ligeglad, antydes det indimellem.
Jeg kan endda finde på at give mig til at tude, i arrigskab over at jeg altid er alene om aftenen, at det kun er mig der ved, hvad ungerne laver i skolen, at det kun er mig der handler ind og får huset til at hænge sammen, at min have ligner lort, fordi jeg ikke gider gå derude alene, og ... at jeg giver mig selv lov til at tude, er i sig selv nok til, at jeg tuder endnu mere!
Og hvem er det liiige jeg ringer til så? Min mor? Nej, sgu. Hun forstår heller ingen ting. Min svigermor? Nej, I guder - hun forstår slet ikke, at jeg vil være mig selv bekendt! Mine veninder? De kan måske trøste, men de fatter jo ikke, hvad der sker, og hvis de en sjælden gang har oplevet høsten , så har han altid smilet og grinet og været en vældig optimist, når de så på - det er kun mig der er uduelig. Det er bare mig der ikke kan finde ud af det.
»Hvorfor sidder du der og tuder - det er der altså ingen grund for! Hvad fanden tror du lige, vi andre gør? Bare se at komme i gang, du, Tudefjæs!«
Og så kommer jeg da osse i gang. Jeg sylter rødbeder, laver marmelade, bager kager og gør lidt rent i krogene. Min kreativitet er forsvundet, jeg har ikke skrevet en linje i en bog i over to måneder, jeg får ikke en gang læst, kun dumme dameblade - og det er dybt frustrerende.
Men nu kommer jeg i gang. Nu er de færdige, jeg er klar til at få mit spark, mit los i røven, jeg vil så forfærdeligt gerne ha¿ det los i røven NU, men jeg må vente lidt, jeg må vente, til al kornet er målt op, frøene vejet, halmen bjerget, marken pløjet og tilsået.
Så skal jeg nok komme op i omdrejninger igen. Så vågner jeg af høstens dvale og vender tilbage til der, hvor det er til at holde ud. Hverdagen. Dér hvor jeg har en mand, en kæreste, en ven, en elsker - en, der deler med mig og deler uden forbehold.
