Mr. Sudoku sætter gang i læsernes små grå

Hans navn er Ole Svendsen, han er 44 år og har solgt krydsogtværser, siden han var 15. Og selv om han har en journalistuddannelse og er cand.mag. i to sprog, lever han af at lave opgaver til aviser, net og blade. Blandt andet LandbrugsAvisen.

»Krydsord handler også om sprog,« forklarer han.

Når Ole Svendsen skal lave en krydsogtværs, skriver han et ord på papiret, gerne et aktuelt ord eller et ord målrettet mod det blad, han skriver til.

»Det må ikke ligne et genoptryk fra for ti år siden,« siger han.

Derefter fylder han flere ord på, så de passer på kryds og på tværs. Lige som mange læsere bruger han håndbøger for at finde ord der passer. Han har blot lagt dem ind på sin computer, hvor han har samlet og grupperet 1,3 mio. danske ord efter sværhedsgrad og andre parametre.

For knap to år siden sendte Politiken en Sudoku til ham fra en engelsk avis for at høre, om han kunne lave sådan en.

»Jeg tror ærlig talt ikke, det er noget folk gider,« sagde han, men Politiken ville nu gerne prøve. Ole Svendsen kastede sig over opgaven, der så dagens lys samtidig i Danmark i foråret 2005.

Med et brød Sudokufeberen ud i lys lue.

»Jeg var fuldkommen forbløffet over, hvor interesserede folk var og ventede på, at de snart ville miste interessen,« siger han.

Men interessen overlevede, og han blev klar over, at der er mange, der ikke gider ord, men er glade for tal.

LandbrugsAvisen føjer da også sudokuen med tallene til de ugentlige opgaver i avisen. Og selv om det er ment til hygge, gør opgaverne ingen skade, mener Ole Svendsen.

»Hjernen er en muskel, man kan holde i gang,« siger han og henviser til undersøgelser der viser, at hjernegymnastik udskyder senilitet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle