Landbrug & Fødevarer hilser Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger velkomne.
»Vi er klar til at rulle ærmerne op og gå konstruktivt ind i arbejdet for at få omsat anbefalingerne til virkelighed. Det kan kun gå for langsomt med at komme i gang med at øge landmænds vækst og indtjening. Det hele starter i marken, hvor vi ser frem til at få optimale vilkår og fjernet de væksthæmmere, der er i dag.«
Sådan lyder det fra Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug & Fødevarer, efter at Natur- og Landbrugskommissionen torsdag fremlagde sine anbefalinger til politikerne. Anbefalinger om, hvordan der kommer vækst i fødevareerhvervet samtidig med, at der skabes mere natur, miljø og bedre klima.
Reel vækstmulighed
Ifølge Lars Hvidtfeldt kan de ændringer af miljøreguleringen, som kommissionen foreslår, give landbruget reelle muligheder for vækst.
»Og det er første gang i nyere tid, at landbruget får det,« siger han.
Han mener, at hvis politikerne har mod til handling, kan landbruget levere den vækst, som Vækstteam for Fødevarer i sidste uge skitserede. Det vil sige, at eksporten øges med 50 mia. kr. årligt og antallet af job med 25.000 i 2020.
»Men det er nu, politikerne skal sætte handling bag ord og følge anbefalingerne, så den animalske produktion kan øges,« understreger han.
Lars Hvidtfeldt kan godt forstå, hvis nogen synes, det lyder underligt, at man kan skabe vækst i produktionen, når der samtidig skal være plads til mere natur og bedre miljø.
»Det kan man, fordi den regulering, vi har haft, har været dyr, dårlig og uden tilstrækkelig effekt,« siger han.
Den byggede på produktionsbegrænsning. Det gør den nye ikke, den bygger på, at man renser sig ud af problemerne, der hvor der er problemer.
»Det er et paradigmeskift, vi hilser meget velkommen,« siger han.
Fælles interesser
Risikerer man ikke, at det hele ender i uenighed mellem landbruget og de grønne?
»Det tror jeg ikke. For som Jørn Jespersen (formand for kommissionen, red.) skriver i rapporten, må samfundet og de grønne acceptere, at landbruget skal have lov at udvikle sig, ligesom vi må anerkende, at samfundet, som vi er en del af, har brug for en rig natur og et rent miljø. Alle vil vinde ved at tænke i heleheder og kompromiser,« siger Lars Hvidtfeldt.
Han vurderer, at man nu må konsolidere den viden, der ligger, og så kan planerne sættes i værk i løbet af et par år.