Multiva har lyttet til danske brugerønsker

Den finske producent Multiva tilbyder flere nyheder til de mekaniske Cerex og Forte.

Der ligger flere ønsker fra brugerne bag, når den finske producent Multiva til denne sæson lancerer nyt tilbehør til Cerex og Forte såmaskinerne. Det gælder bl.a. en ny front-disc sektion, et nyt gødningskit og nye Isobus-løsninger.

»Det er specielt danske landmand, der har været i fokus under udviklingen af det nye udstyr. Fokus har været at øge fleksibiliteten«, siger Jens Møller Christoffersen, Multiva Danmark.

For dem, som ønsker en bearbejdning af jorden forud for såning, lanceres en ny front-disc sektion. Konstruktionen består af to rækker 460 mm takkede discs monteret i gummiophæng. Arbejdsdybden justeres hydraulisk og via separat olieudtag fra traktoren. Disc sektionen kan kombineres med hydraulisk planerplanke for øget jævneeffekt.

Den anden nyhed, det nye gødningskit, sikrer en øget udsædsmængde på op til 30 pct. sammenlignet med den standardmonterede mekaniske drivlinie. Udstyret er specielt målrettet økologer, som ønsker placering af pelleteret gødning ved såning. For at sikre bedst muligt flow og ensartet resultat er en omrøreaksel inkluderet i gødningskittet. En ny pendulerende omrøreaksel til såkassen er nu også tilgængelig. Den er særligt udviklet til at sikre en jævn udsåning af specielt små og lette frø, græsser og lign.

Endelig kan Cerex og Forte FX 300/400 med Seedpilot Isobus leveres med en ekstra separat syv tommer touch-skærm til brugere, som ikke vil bruge traktorens skærm.

Faktaboks

Cerex og Forte:

  • Multiva Cerex er det enkle valg til såning i pløjet eller harvet jord.
  • Multiva Forte FX er den alsidige til bearbejdet jord eller ved etablering direkte i stub eller grøn afgrøde (no-till).

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle