Når nu Danmark mangler penge ...

Dansk landbrug er rimeligt godt rustet til at klare den aktuelle krise, konstaterer Fødevareøkonomisk Instituts nye direktør, Henrik Zobbe, i dagens avis. Dels er fødevarer nu en gang noget, vi alle skal have, krise eller ej. Dels betyder andels-ejet en større sikkerhed.

Zobbes beroligende vurdering kommer som en kommentar til den blodige finanskrise der bare synes at blive ved og ved. Store, anerkendte virksomheder, også i fødevare- og landbrugsbranchen, er bombet ned i værdi, i visse tilfælde med kursfald på over 60 procent på nogle måneder. Det slipper andelsselskaberne for. Nok er det bittert, at f. eks. Arla har sat prisen ned - men tilbage står en sikkerhed for at kunne levere, som mange utrygge kolleger verden over lige nu misunder os.

Det betyder desværre næppe, at landbruget slipper for at blive ramt af den globale nedtur. Som det kan læses i dagens avis, oplever stadig flere landmænd, at bank og kreditforening strammer grebet. Læg dertil, at nutidens landmænd ikke bare er mælke-, korn- og kødproducenter men også forretningsmænd. Aktiv, og af og til dristig, pleje af såvel gæld som formue har bidraget til mange gevinster de seneste år - og kan i modgangstider i høj grad også give tab. Og endelig er der utvivlsomt mange der lige nu overvejer, om prisen på den sidst indkøbte jord nu ikke var rigelig høj.

Den nærmeste tid kan blive drøj for landbruget, også selv om Zobbe har ret i, at erhvervet fundamentalt er sundt. Vi kan kun opfordre det politiske Danmark til at tænke lidt mere på erhvervets driftsvilkår den kommende tid, hvor fædrelandet tilsyneladende får god brug for hver en skilling der kan tjenes hjem ved sund virksomhed.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle