Nabohjælp i majsmarkerne

Vedvarende vådt efterårsvejr og udsigter til kolde temperaturer udfordrer majshøsten.

De seneste ugers store nedbørsmængder gør majsmarkerne vanskelige at køre i, især de steder hvor der er opkørte marker. Det er meldingen fra en rundspørge til en gruppe planteavlkonsulenter fra hele Danmark.

Hans Kristian Skovrup, planteavlskonsulent fra Sønderjysk Landboforening, råder de jyske landmænd til at høste markerne nu. Han uddyber: »Det er trods alt bedre at få bjærget hovedparten end at vente længe, fordi nogle få marker er ufremkommelige«. Agrarøkonom Peter Hansen fra VKST i Sorø melder ligeledes om våde marker på Sjælland. Han anslår, at cirka fem procent af majsarealet vil gå tabt på grund af markernes tilstand.

 

Frostgrader i Midt- og Nordjylland

En del majsarealer i Nord- og Østjylland har fået frost i uge 41. Planteavlskonsulent Jens Otto Vigsø fra Landbonord forklarer: »Med udsigt til markant lavere temperaturer i næste uge – under 10 grader – vil udbyttet stagnere og kvaliteten begynde at falde«. Imidlertid ser udbytterne ud til generelt at være omkring middel og med enkelte rigtig gode marker indimellem.

Jens Otto Vigsø håber på at denne uges mildere vejrudsigt vil få majshøsten til at skride godt frem. Planteavlskonsulent Peter Worre Jensen fra Djursland Landboforening forklarer: »Der bliver høstet med alt, hvad der kan køre, og naboerne hjælper hinanden«.

Faktaboks

  • På Bornholm er majsen flere steder gået i leje.
  • På Fyn må man flere steder undlade at høste dele af markerne på grund af føret, og der meldes om opkørte marker

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle