Naturerhverv betaler 4 mio. tilbage efter dom

De danske regler om krydsoverensstemmelse er på nogle punkter alt for skrappe, viser en dom, der nu får Naturerhverv til at betale penge tilbage til en lang række landmænd

Er det mishandling af et dyr, at det er forsynet med fire tatoveringer med leverandørnummer i stedet for et? Og er det nok til, at det skal føre til tilbagebetaling af støtte som følge af reglerne om krydsoverensstemmelse?

Ja, mente fødevareregionen, da landmanden afleverede et svin til slagtning med fire tatoveringer i 2009.

Nej, har retten i Horsens nu fastslået.

Afgørelsen betyder, at ikke alene den pågældende landmand har fået sin inddragne støtte tilbage. I alt tilbagebetaler Fødevareerhverv nu inddraget støtte for omkring fire millioner kroner.

Landsforeningen Danske Svineproducenter har støttet landmanden i sagen. Men dommen har også konsekvens for landmænd med andre dyr.

Overfortolket

»Naturerhvervsstyrelsen har efterfølgende analyseret reglerne grundigt og har fundet ud af, at det danske KO-krav 3.8. er alt for vidtgående i forhold til de underliggende EU-regler. Naturerhvervstyrelsen har derfor besluttet at ændre praksis, så det fremover kun vil vedrøre forhold, som drejer sig om vand og foder,« fortæller advokat hos Tellus advokater Ellen Marie Sørensen.

Grundlæggende betyder det, at en overtrædelse af lov om dyrevelfærd ikke nødvendigvis fører til træk i EU-støtten, sådan som det hidtil har været praksis.

Godt der føres sager

Ellen Marie Sørensen glæder sig over, at en landmand turde gå i retten med sagen.

»Det kan være dyrt at anlægge sag mod staten, fordi man skal bære alle sagsomkostninger, hvis man taber. En sag, der drejer sig om 100.000 kroner, kan let løbe op i 50.000 kroner i sagsomkostninger. Det får de fleste til at resignere og acceptere at betale støtten tilbage,« konstaterer Ellen Marie Sørensen.

Tjek selv om du har krav

Ifølge Naturerhverv får alle berørte landmænd direkte besked i løbet af sommeren, hvis de skal have tilbagebetalt penge.

»Men det kan være en rigtig god idé at tjekke, om man mener, at man har et krav. Det er jo ikke sikkert, de finder alle,« siger Ellen Marie Sørensen.

Emneord

krydsoverensstemmelser

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle