Navnet snyder: 15 pct. mere kapacitet i ny T’er

Med en soldkasse af aluminium har John Deere øget rensearealet med 41 pct. i T-serien anno 2016. Det afspejler sig i kapaciteten.

Modelbetegnelserne ændrer sig ikke, men der sker en hel del under skærmene på John Deeres T-serie til den kommende sæson. Så meget, at John Deere hævder en kapacitetsforøgelse på 15 pct. i forhold til den nuværende serie.

»Den nye T670i vil have omkring 15 pct. højere kapacitet end sin forgænger. En 2016-udgave af T660i vil med andre ord få den samme kapacitet som den nuværende T670i,« forklarer Mogens Olsen, produktspecialist, mejetærskere, John Deere.

Større soldkasse - uændret vægt

Et eksemplar af både maskine og tærskeværk stod udstillet på Agritechnica, så det var muligt at se ændringerne i teknikken. En af de helt store ændringer er soldkassen, som fremover laves i aluminium og er nittet sammen.

»Ved at benytte aluminium har vi kunnet øge arealet af soldkassen med 41 pct. - vel at mærke uden at øge egenvægten. I stål ville det have betydet en soldkasse, der var 200 kg tungere, og for at klare disse belastninger ville vi have skullet gøre hele mejetærskeren ét ton tungere,« forklarer Mogens Olsen.

Selve tærskecylinderen og sneglene under broen er, som vi kender det. Men den lille valse mellem tærskecylinder og slagleseparator er vokset fra 42 til 50 centimeter i diameter.

»Fordi vi har øget diameteren, så giver det et større udskilleareal ved tærskecylinderen.«

»Vi har også øget diameteren på slaglerotoren fra 660 til 800 millimeter. Det øger separationsarealet her med 14 pct.,« uddyber Mogens Olsen.

Fordeler kræfter efter behov

Med til opgraderingerne hører også en ny bagaksel med hydraulisk firehjulstræk. Bagakslen kommer fra den nye 8000-serie af selvkørende finsnittere, og den måler hjulslippet således, at den kan regulere kræfterne i forhold til de hjul, der har bid, og de, der ikke har. T-serien kan fremover også fås med bælter.

Ændringerne kommer på T560i, T660i og T670i, der også får Tier 4F/Stage IV-motorer til 2016 med SCR og tilsætning af AdBlue. Den mindste T550i fortsætter i 2016 i uændret form men bliver opgraderet til 2017.

Faktaboks

T-serien anno 2016

  • Ny soldkasse i alu.
  • Øget diameter på slaglerotor og mellemvalse.
  • Større separationsareal.
  • Ny bagaksel.
  • Øget tømmehastighed på T560 og T670 (120 l/s).

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle