Nogle laver randzoner, andre gør ikke

Landbruget er opdelt i lodsejere, der laver randzoner, og de, der ikke gør. Uanset er lodsejerne lige frustrerede.

Randzoneloven frustrerer, og det ser ud til, at landbruget er opdelt i dem, der udlægger randzoner 1. september, og dem der vil begå civil ulydighed. Det er meldingen fra fire formænd fra foreninger forskellige steder i Danmark.

»Vi har en god blanding af folk, der vil boykoytte loven, og folk, der udtager randzonerne. Men det betyder ikke, at de synes, at det er i orden. Jeg opfordrer som formand til, at man overholder loven, men hver især skal gøre op med sig selv, om man vil boykotte og tage den konsekvens, der kan komme,« siger Niels Vestergaard Salling, formand for LandboNord.

Foreningen har holdt et stormøde, hvor der dukkede over 900 mennesker op.

»Der er folk i limfjordsområdet, der ringer og er grædefærdige. Deres drænvandsprøver viser, at det ikke er nødvendigt at udtage randzoner, og de kan ikke forstå, at vi ikke skal sætte mere målrettet ind,« siger han.

Også i Kolding Herreds Landbrugsforening har man haft møder om randzoner med frustrerede fremmødte.

»Vi opfordrer til, at man kun laver randzoner der, hvor der i forvejen er to meter bræmmer. Det skal jo have en mening,« siger formand Thomas Hansen.

Han mener i øvrigt også, at der er huller i loven, som mange af hans medlemmer vil benytte sig af.

»Man kan nå at så hvede inden 1. september i randzonen, og det må man godt. Man må bare ikke gøde og sprøjte derefter. Det tror jeg, at flere vil gøre i mit område,« siger han.

 

Egen samvittighed

Hos Dansk Landbrug Sydhavsøerne er meldingen den samme: Store frustrationer og forskellige reaktioner.

»Nogen boykoytter, andre accepterer loven. Jeg opfordrer til at overholde loven, men jeg kan godt forstå, at nogen vælger at boykotte randzonerne. Det er helt op til folks egen samvittighed,« siger formand John Nielsen.

Han mener i øvrigt, at det er tankevækkende, at de, der frivilligt har gjort noget for miljøet og gravet huller og søer nu straffes ved at skulle udlægge randzoner.

»Jeg har eksempler på bedrifter, der har lavet op til 15 mergelgrave, og de får straffen, hvorimod naboen, der har jævnet det hele, ikke bliver berørt,« siger John Nielsen.

I Sønderjylland har formand for LHN, Jørgen Popp Petersen, selv opfordret til at droppe randzonerne.

»Det er mit klare indtryk, at der er en masse lodsjere, som ikke vil etablere randzonerne. Ikke for at lave noget medieflip ud af det, men fordi de er utilfredse og frustrerede. Jeg har selv været aktiv og opfordret til civil ulydighed. Når vi er i denne situation, mener jeg godt, at vi kan tillade os at være ulydige. Men ellers er vi landmænd retskafne mennesker,« siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle