Nordjyske rådgivninger holder priserne næste år

LandboNord vil holde timepriser og grundgebyrer i 2010 på niveau med 2009. Det har bestyrelsen besluttet i forbindelse med godkendelsen af budgettet for det kommende år.

Trods mindre efterspørgsel på rådgivning ser det ud til, at LandboNord slutter 2009 med overskud. I hvert fald kalder direktør Søren Hertel udsigterne for »fornuftige«.

»Alle medarbejdere har gennem hele året arbejdet på at optimere vores processer og finde besparelser. Og vi arbejder løbende på at standardisere og strømline vores serviceydelser,« siger Søren Hertel. Trods spareforanstaltningerne har foreningen ansat medarbejdere i 2009 og fastholdt den løbende investering i videreuddannelse og kompetenceudvikling.

Rabat sættes ned

Også naboforeningen syd for Limfjorden, Agri Nord, ser fortrøstningsfuldt på det kommende år. Selskabet har løbende justeret i antallet af medarbejdere, og foreningen har nedsat et udvalg til at finde besparelser i udgifterne til kontakt med det øvrige samfund. Som en gestus har bestyrelsen besluttet at gå ti procent ned i honorar. En besparelse, der ifølge formand for Agri Nord Arne Buus mere har symbolværdi end reel økonomisk effekt.

Han forudser et mindre underskud i regnskabet for 2009. Men heller ikke Agri Nord vil forhøje priserne på rådgivning til næste år. Til gengæld må medlemmerne formentlig slå sig til tåls med nedsat medlemsrabat. Den har de senere år ligget på ti procent.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle