Nordkorea må klare sig med okser

Tidligere havde Nordkorea et landbrug præget af traktorer og maskiner. Nu deltager store dele af befolkningen med hånd, når markerne sås i disse dage.

Midt i den højspændte atom-krise mellem Nordkorea og det internationale samfund er store dele af befolkningen beordret ud for at hjælpe med Nordkoreas største problem:

Der mangler en mio. ton fødevarer i landet.

Derfor sås der på livet løs på hver en skråning og plet jord, der kan findes i landet. For årtier tilbage var landbruget i Nordkorea relativt højteknologisk.

Traktorer og maskiner kom fra Kina, Sovjet og resten af østblokken. Men traktorerne er nu et sjældent syn, forklarer en af de få vesterlændinge, som jævnligt besøger det tilknappede land, som få informationer flyder ud fra.

»Det er et landbrug, som er gået fra et være et højindustrielt landbrug til at være manuelt landbrug. Maskinerne er gået i stykker. Traktorerne er meget gamle og står parkeret, fordi der ikke er brændstof,« forklarer programkoordinater Torben Henriksen fra Norsk Røde Kors, der i forrige uge besøgte Nordkorea og med egne øjne så, hvordan store dele af befolkningen er beordret ud for med hånd at hjælpe til.

Midt i missilkrisen

Ud over egne køkkenhaver har nordkoreanerne ingen egen landbrugsproduktion.

Hele produktionen foregår under myndighedernes opsyn via såkaldte kooperativer. Fødevarer bliver derefter delt ud til befolkningen, som må nøjes med majsrationer på mellem 200 til 400 gram. Menuen hedder i øjeblikket bare majs.

»Og det er folk, som udfører hårdt manuelt arbejde. Situationen er meget alvorlig,« siger Torben Henriksen om underernæringen i landet.

Han forklarer, at Nordkorea efter ti års tilløb har accepteret at få hjælp til plantning af skov på skråninger og bjergsider, som ellers blev hugget for at skaffe landbrugsarealer. Manglende skov har i stedet skabt store problemer med oversvømmelser og dermed mindsket fødevareproduktionen.

Det daglige arbejde på markerne sker i skyggen af truslerne om, at Nordkorea er tæt på at gå i krig. Det mærkes også på landet.

»De får faktisk megen information på landet. Myndighederne kører rundt med megafoner. Men det er et andet billede, de får. De frygter et angreb,« siger han.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle