Bøvl med dårligt internet på landet bliver nu en del af kommunalvalgkampen.
Mens de landsdækkende politikere slås om, hvor mange år de skal bruge på at skaffe højhastighedsinternet til hele landet, så bliver sagen nu skudt ind i den kommunale valgkamp.
»Landbrug & Fødevarer har i lang tid presset på for handling i forhold til udfordringerne med mangelfuldt internet i yderområderne. Det er derfor meget positivt, at kommunerne nu også melder sig på banen og ønsker at finde løsninger på dette,« siger erhvervspolitisk chef i Landbrug & Fødevarer Jannik Bay.
Kommunernes Landsforening satte tidligere på ugen tryk på debatten om langsomt internet i dele af landet, da man gik ud og krævede, at staten går ind og sikrer infrastrukturen med et fibernet, som kan give højhastighedsnet til hele landet.
Landbruget vil dog se resultater her og nu. Derfor bliver kommunalvalgkampen arena for debatten.
»Der er eksempler på, at det er muligt at lave gode løsninger på lokalt niveau, fx i Vejen kommune. Men om det er kommunerne eller staten, der løser problemet, det er ikke så vigtigt. Det skal bare løses,« siger Jannik Bay.
Han ser stabilt og hurtigt internet som et grundlæggende rammevilkår for at kunne drive en moderne landbrugsproduktion.
For hele samfundet er der enorme summer på spil. Tal fra Aalborg Universitet har vurderet, at højhastighedsinternet til hele Danmark kan bidrage med 200 mia. kr. i landets BNP i 2015.