Nu buldrer Arla-toget frem i Tyskland

Arlas tyske årsomsætning kan snart være mere end fordoblet og vokset til syv mia. kr. i Tyskland. Arla forhandler i øjeblikket om overtagelse af flere mejerier i Tyskland.

Bliv ikke overrasket, hvis Arlas omsætning i Tyskland er blevet to- eller tredoblet, når året er omme.

Arla Foods buldrer nemlig frem i Tyskland.

Andelsmejeriet Hansa-Milch er netop kommet i Arla med godt 1.000 mælkeproducenter og små 700 mio. liter mælk.

Inden for få måneder kan Arla meget vel være blevet ny ejer af flere tyske mejerianlæg.

Ifølge LandbrugsAvisens oplysninger er Arla i tæt dialog med flere selskaber.

Tirsdag kom det frem, at Arla er langt i forhandlingerne med det bayerske mejeriselskab, Allgäuland-Käsereien, om et reel overtagelse af mejeriet.

Forhandlingerne med Tysklands 17. største mejeriselskab har stået på igennem længere tid, og nu er tyskernes ledelse klar til at diskutere et salg med ejerne i baglandet.

1,5 mia. kr. fra Bayern

Hvis salget går igennem, så vil de nuværende ejere, flere tusinde sydtyske mælkeproducenter, slippe for gældsforpligtelserne i det gældsplagede mejeriselskab og i stedet bliver kontraktleverandører til Arla.

Før fusionen med Hansa-Milch omsatte Arla for godt tre mia. kr. i Tyskland. Hansa alene bidrager med en omsætning på 2-2,5 mia. kr., mens en overtagelse af Allgäuland samtidig kan bidrage med mellem 1,1 og 1,5 mia.kr.

Med Arlas nuværende salg på små tre mia. kr. af især Kærgården, Buko flødeost og Castello ost, så kan Arla hurtigt ryge op på en omsætning på seks-syv mia. kr. på det tyske marked og en position blandt de fem-seks største mejeriselskaber i Tyskland.

Arla mangler dog stadig betydelige mængder mælk for at måle sig med de helt store aktører og nå målsætningen om at blive en af de tre største på markedet.

Men ifølge Arlas tysklandsdirektør, Torben Olsen, går udviklingen meget stærkt i øjeblikket.

"Det har været svært at få hul på bylden, men det kører nu, "siger han.

Kan man forestille sig, at I laver andre fusioner eller overtagelser i løbet af året?

"Ja det kan man godt. Nu kører toget," siger han.

Er der konkrete andre virksomheder, I snakker med?

"Der er overvejelser, ja. Men det kan jeg ikke fortælle noget om nu," siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle