Nu høstes de to store afgrøder

Høsten af vinterhvede og vårbyg er nu gået i gang - selvom mange nok stadig må vente.

Med over en halv mio. hektar er vinterhveden stadig landets helt store kornafgrøde. Nu er høsten skudt i gang.

Det skete hos Kristian Rahbek, Ansager i Midtjylland, der onsdag sidste uge tog hul på hvedehøsten på en lille mark, hvor vækstsæsonen var forkortet af, at den hverken var vandet eller svampesprøjtet.

»Jeg ville prøve ikke at svampesprøjte. Så kan man se, om der er en forskel: Om man får noget ud af det, eller om det bare er kemifirmaerne, der tjener penge,« siger Kristian Rahbek.

Med fire ton pr. hektar er det langt under det optimale 6,5 til 7 ton på marken, siger han. Så næste år skal der svampesprøjtes på stykket.

Som det ser ud nu, forventer han en dansk høst lidt over middel.

»Jeg tror ikke, det bliver ny top, men en god høst. Byg er over middel, og rapsen ser god ud. Men meget rug ligger ned,« siger Kristian Rahbek, der også driver maskinstation.

Vårbyggen har næsten lige så stort et areal som vinterhveden.

Det var Kristian Rahbeks forældre - Elisabeth og Holger Rahbek - som har et lille landbrug med 11 hektar, som sendte første foto af årets vårbyghøst. Marken blev etableret allerede midt i marts med den tidlige sort Laurikka. Samtidig var marken lunet af læhegn. Udbyttet på de knap seks ton er almindeligt, ganske fornuftigt udbytte for marken.

Flotte kerner i triticalen

En anden afgrøde, der blev nappet i Skyd Høsten Først, var triticale, også kaldet rughvede.

Et lille ophold i regnen kom Anders Jokumsen til gode, så han fik høstet en mindre mark med netop triticale. Der var tale om en sydvendt skråning med sandet jord ned til en sø.

Udbyttet er på mellem 6,5 og 7 ton, vurderer Anders Jokumsen, 30 år, der driver markbruget og driften af de 1.200 hektar ved Skanderborg. De 200 hektar hører under hans gård, mens de 1.000 hektar hører under hans forældres, Karl Ole og Bente A. Jokumsens gård, Svejstrup Østergård.

Mens vinterbyggens kvalitet har været skuffende med små kerner på tæt besåede marker, ser det bedre ud i triticalen, forklarer Anders Jokumsen.

»Kvaliteten var rigtig god med flotte kerner,« siger Anders Jokumsen.

Mangler at blive høstet i Skyd Høsten Først: Hvidkløver, rug og havre.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle