Nu kan de bøvse i fred

Regeringen har lagt skattekommissionens forslag om en afgift på køers og grises metan-udslip i mølposen.

Med regeringen eget udspil til en skattereform er Skattekommisionens forslag om at lægge en afgift på danske husdyrs udledninger af drivhusgassen metan lagt endeligt i mølposen. Den såkaldte "prutafgift" ville ellers have kostet landmændene godt en halv mia. kr. om året - eller 600 kr. pr. ko og fem kr. pr. slagtesvin.

Men selvom forslaget blev ét af de mere omtalte, var det aldrig for alvor inde i regeringens overvejelser at indføre en metan-afgift. Det vurderer en række kilder i folketingsgrupperne på Christiansborg.

"Metanafgiften har fra dag ét ikke imponeret os, fordi den slet ikke opererer med det forhold, der hedder international konkurrence," siger Peter Christensen, finanspolitisk ordfører for Venstre.

"Skattekommissionen skrev ganske vist, at sådan nogle særafgifter ville sætte sig i priserne, men det er vi lodret uenige i. Jeg tror ærlig talt, verdensmarkedet ville være mere end ligeglad med, hvad vi kan finde på at mærkelige ting i Danmark. For at sige det lige ud, mener jeg ikke, det var det mest seriøse forsalg i buketten fra Skattekommissionen."

Ingen syntes om det

Samme toner lyder fra den konservative fødevareordfører, Knud Kristensen.

"Der er ikke én på det konservative hold, der syntes, den afgift var en god idé. Hvis man ikke kan finde andre måder at belaste erhvervene på, var det bedre at sige: Vi ønsker slet ikke, I skal være her. Sådan en afgift ville være helt og aldeles urimelig, så den kunne vi selvfølgelig ikke acceptere," siger Knud Kristensen.

Også regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, som efter alt at dømme bliver en del af den kommende aftale om en skattereform, har hele tiden været imod en metanafgift.

"Det kunne måske være kommet på tale sidst år, men lige nu er landbruget allerede hårdt ramt. Vi skal ikke indføre ekstra afgifter, som kun vil ramme dansk landbrug og ikke udenlandske producenter. Det ville jo bare sende endnu flere arbejdspladser ud af landet på et tidspunkt, da Danish Crown netop har lukket afdelinger og sendt masser af medarbejdere hjem, " siger Jørn Dohrmann, miljøpolitisk ordfører for Dansk Folkeparti.

Kvælstofafgift kun halvdød

Mens metanafgiften er afgået ved døden, ser det mere grumset ud, når det gælder den kvælstofafgift, som også var ét af Skattekommissionens forslag.

Den er ganske vist heller ikke at finde i regeringens eget udspil, men faren for, at den dukker op i ny forklædning i det kommende udspil om "Grøn Vækst" er til stede. Regeringen varsler nemlig her bl.a. "ambitiøse tiltag i forhold til reduceret kvælstofudvaskning".

Men her er sammenhængen en afgørende anden, som betyder, at landbruget i givet fald skal kompenseres fuldt ud, siger Peter Christensen:

"Lige så snart vi har lavet skattereformen, vil skattestoppet genopstå, som vi kender det. Det betyder, at hvis man i forbindelse med Grøn Vækst indfører en kvælstofafgift, skal en anden skat eller afgift sænkes tilsvarende."

christensen@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle