Nu kommer der mere dansk hvede i brødene

Den nedadgående spiral er stoppet, melder melproducenterne. Men uanset kvælstofnormer kan dansk brødhvede ikke stå alene.

Efter at have rundet en bølgedal er der tegn på, at andelen af dansk brødhvede i dansk brød er på vej frem. Det melder landets to største melpoducenter, Lantmännen Cerealia og Valsemøllen, men understeger samtidig, at helt dansk bliver det danske brød aldrig.

»Dansk brødhvede har middel kvalitet og vil aldrig kunne stå alene - dertil er kvalitetskravene fra brødfabrikanterne for høje,« siger indkøbschef Flemming Olsen, Lantmännen Cerealia.

Dansk og dyrt

Det er dog langt fra kun kvalitet, der er problemet med de danske hvedepartier. Når den store melproducent på havnen i Vejle kun modtog cirka 35 procent af sit hvedeforbrug fra danske marker i 2012, så var årsagen primært prisen, oplyser Flemming Olsen. Svensk hvede af tilsvarende eller bedre kvalitet var ganske enkelt billigere end dansk.

»I gode år vil vi typisk nå 40-45 procent dansk hvede afhængigt af faldtal og proteinindhold. Men vi klager generelt ikke over lavt protein. Den type af hvede har vi også brug for til bl.a. kiks,« siger indkøbschefen.

Han ser tegn på, at den danske andel i 2013 kan stige, forudsat at kvaliteten - og prisen - holder.

Effekt af brødhvedenorm

»Vi tror på, at den nedadgående spiral er vendt,« siger adm. direktør Niels Brinch-Nielsen, Valsemøllerne i Esbjerg, der angiver andelen af dansk brødhvede til at ligge over 50 procent.

»Jeg mener, der vil være en effekt af de højere kvælstofnormer til brødhvede, men der vil gå flere år, før ændringen slår helt igennem, og det skal jo fortsat være konkurrencedygtigt. Brødproducenterne vil jo ikke betale ekstra for, at melet er fra dansk korn,« tilføjer direktøren.

»Vi bruger dansk hvede som basis og topper op med kvalitetshvede - sådan vil det sikkert også være i fremtiden.«

Op til 256 kg N pr. hektar

Landskonsulent Morten Haastrup, VFL Planteproduktion, tror dog på, at den danske andel af kvalitetshvede kan komme højere i kraft af, at brødhvedenormen til vinter- og vårhvede er hævet betydeligt. På lerjord er brødhvedenormen nu i alt 256 kg N, hvilket er på niveau med andre lande.

»Landsforsøgene viser, at vi både med en sort som Genius og vårhvede kan producere hvede med højt proteinindhold,« siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle