Nu skal vi skaffe finansiering

Udfordringerne står i kø, men svineproducent er klar til at møde dem.

Peter Brandt Kofoed, der er medlem af Danish Crowns repræsentantskab og svineproducent på Bornholm, var med, da medarbejderne fik den gode nyhed om slagteriets overlevelse. Nu venter udfordringerne for de bornholmske landmænd med at få produceret 50.000 flere slagtesvin om året.

Da nyheden var overbragt til medarbejderne på slagteriet i Rønne, blev Peter Brandt Kofoed sammen med produktionsdirektør i Danish Crown Søren Eriksen og borgmester på Bornholm Winni Grosbøll lukket ud til en flok hungrende journalister, der ventede uden for slagteriet.

Der skal bygges stalde for 50 mio. kr.

”At der fortsat er et slagteri på Bornholm betyder, at vi kan udvikle vores produktion, og at vi kan bevare vores arbejdspladser på Bornholm. Nu står vi med en udfordring i forhold til at skaffe medfinansiering og miljøgodkendelser. Der skal bygges stalde for ca. 50 mio. kroner,” siger Peter Brandt Kofoed.

Som en del af deres ende af aftalen har Bornholms slagtesvineproducenter lovet at skaffe 50.000 flere svin til slagteriet, inden der er gået fem år. Ellers bliver de trukket i noteringen.

”Vi skal kunne nå det. Men det kræver, at det hele spiller. Vi skal have de rigtige rammevilkår herhjemme, ellers bliver det svært at producere smågrise. Vi skal tro på, at det kan lykkes. Hver en gris tæller,” siger Peter Brandt Kofoed. For svineproducenten selv betyder fastholdelsen af slagteriet, at han igen tør tro på at udvikle sin egen produktion.

”Mine planer om at bygge en ekstra stald kommer tættere på,” siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle