Ny årsrekord for smågrise er en realitet

Allerede to uger før årsskiftet er 2019 historisk målt på smågrisepriserne. Både den beregnede notering og en dansk puljenotering har aldrig været så højt målt hen over et år. Nye rekorder er i vente næste år, og det kommer også til at gælde for svineafregningen, som Seges forventer kommer over 15 kr.

Slagtesvinenes himmelflugt i de seneste kvartaler på grund af den gigantiske efterspørgsel fra kineserne, der lider under udbruddene af afrikansk svinepest, smitter helt automatisk af på smågrisenoteringerne.

To uger før årets afslutning er det allerede slået fast med syvtommer-søm, at 2019 bliver et historisk godt år for smågrisenoteringerne. Det snart forgangne år byder ikke bare på nye rekorder for noteringerne, men også målt som et gennemsnit hen over året med priser på 426 kr. for den beregnede notering og 476 kr. for Porc-Ex-puljenoteringen. SPF-puljenoteringen var til og med uge 50 på 457 kr. og dermed ikke helt på niveau med det gode år 2017, der bød på en beregnet notering på 411 kr. og 474 kr. hos både SPF og Porc-Ex.

Nedturen varede kun få uger

2019 har samtidig været et atypisk år for prisudviklingen på smågrisene.

For hvor et normalår giver stigende priser frem til forsommeren og efterfølgende faldende priser frem til november, har 2019 fulgt nogenlunde samme mønster: Priserne faldt efter meget høje priser hen over sommeren, men prisfaldene i sensommeren varede kun få uger, før noteringerne stabiliserede sig og igen begyndte at gå nordpå igen.

»2019 har været præget af meget lave priser i starten af året, hvorefter priserne er gået op. Den sæsonmæssige nedtur har været meget kort med fald for Nord-West-noteringen på to gange fire euro på to uger. Effekten af afrikansk svinepest i Kina kom først sent på året, efter at kineserne slagtede mange grise inden 1. juli, da slagterierne indførte kontrol for afrikansk svinepest«, forklarer Markus Fiebelkorn, markedsanalytiker hos Danske Svineproducenter, årets prisudvikling.

2020 bliver bedre

Han betegner 2019 som et rigtig godt år for smågriseproducenterne, men 2020 kan blive et endnu bedre år.

»I modsætning til 2019 kommer vi til at have høje priser fra starten af året. Samtidig er der flere faktorer, der tyder på et endnu højere prisniveau. I Tyskland har forarbejdningsindustrien været hæmmet af lange kontrakter, som nu er ved at løbe ud. Der er helt andre råvarepriser på vej, og det vil løfte noteringen. Samtidig har flere slagterier fået eksportlicens og dermed adgang til det kinesiske marked. Det vil også løfte priserne«, fastslår han.

Midt i euforien er der dog sorte skyer i horisonten. Afrikansk svinepest-udbruddet i det vestlige Polen giver panderynker.

»Sandsynligheden for, at Tyskland ikke får svinepest næste år, er mindre end, at landet bliver ramt af sygdommen«, siger Markus Fiebelkorn og understreger, at noteringerne ved et udbrud i Tyskland kan sætte sig 30 procent.

Rekorder for slagtesvin på vej

Der er også rekordpriser på vej for slagtesvinene i første halvår af 2020, som Seges har meget positive forventninger til i en ny prisprognose.

En tidligere prognose forudså en gennemsnitspris på 13,94 kr. i første halvår 2020, men prisen er senest opjusteret til 15,06 kr. pr. kg. Holder prognosen stik vil det være ensbetydende med nye rekorder.

»Priserne er steget hurtigere end forventet, og vi kan nu se frem mod en endnu kraftigere prisudvikling i 2020. Det er naturligvis en trist baggrund med udbredelse af afrikansk svinepest i Asien, men for de danske landmænd er der god grund til at glæde sig over de høje svinepriser«, siger Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef i Seges.

Faktaboks

Et helt usædvanligt år:

  • 2019 har i sandheden været et gyldent år for de danske smågriseproducenter. 
  • I starten af året var der - trods udbrud af afrikansk svinepest i Kina - ikke meget optimisme, da alle noteringer lå omkring 300 kr.
  • Men den sæsonmæssige optur gav hurtigt puljenoteringerne et kraftigt spring, og da nedturen i slutningen af juli kun varede to uger, var grundstenen lagt til et rekordår.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle