Ny ansøgningsrunde kan ende i luftkasteller

Ny kvægpulje er lettere at administrere. Men enklere krav til dokumentation kan få flere knap så byggeklar til at søge.

110 friske mio. kr. til kvægmodernisering står klar til at blive søgt hos Landbrugsstyrelsen frem til 13. december.

Men hos LMO frygter bygningsrådgiver Niels Vitus Hampholt og kollegerne, at pengene strander i puljen.

»Vi frygter den nye runde. Du skal hverken have miljøgodkendelse, byggetilladelse eller finansiering på plads inden ansøgning om tilskud. Det betyder, at man kan søge tilskud til store drømmeprojekter, som let kan løbe ud i sandet«, siger han og påpeger, at mindre bedrifters byggeklare projekter dermed kan blive »overtrumfet« af de store projekter og dermed få afslag.

Lettelse hos industrien

I agroindustrien har der tidligere været kritik af puljerne for at forårsage store mængder af unødig tilbudsgivning.

Sten Andersen, direktør i Dan Egtved, er glad for styrelsens nye forenklinger.

»Det er blevet mere håndterbart end tidligere, nu hvor der er kommet standardomkostninger på en række ting. Så skal alle ikke ud at hente to tilbud. Når vi nu skal have de her ordninger, er det rart, at de kører så effektivt som muligt«, siger han.

Niels Vitus Hampholt er enig i lettelsen af ansøgningen.

»Med den nye ordning er det er blevet nemmere administrativt, både for styrelsen og ansøger. Men det er ikke ensbetydende med, at pengene kommer ud at arbejde. Vi vil gerne fjerne nogle af drømmekastellerne, så vi får en større sandsynlighed for, at støtten går til projekter, der kan realiseres, men sådan blev kriterierne for en ansøgning ikke lavet fra styrelsens side«, siger han og tilføjer:

»Det kan betyde, at en del af puljen aldrig bliver brugt til noget. Det bliver et lottospil, desværre«.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle