Staldinventarvirksomhedens dårlige regnskab med et underskud på næsten 17 mio. kr. har ikke afskækket den nye direktør.
Efter en serie af meget dårligere regnskaber i rap har ACO Funki lagt en langsigtet plan for at vende skuden. Staldinventarvirksomheden skal give overskud i 2008.
Det seneste underskud er netop præsenteret. Små 17 mio. kr. blev facit.
Funkis nye adm. direktør, Søren Walther Olsen, er mere end klar over, at han er kommet ind i en virksomhed, som har haft store problemer med at drive forretningen fornuftigt.
Evnerne til at levere landmændene produkterne til tiden, fejlfrit, til de aftalte mål og finde ud af, hvor meget virksomheden egentlig kunne tjene på en given ordre, har været mangelfulde.
»Vi har ikke haft styr på forretningsprocesserne hele vejen rundt. Det har især haltet hjemme i Herning. Det har kostet penge. Fokus har været på vækst, vækst og vækst, i stedet for at det skulle være profitabelt,« siger direktøren, der tiltrådte i november.
Hans erklærede mål for 2007 er at få vend udviklingen og forbedret resultatet til et lille minus.
»Med det foregående regnskab er det ikke realistisk med et overskud før 2008,« siger han.
Det dårlige regnskab har dog ikke afskrækket den nye direktør som vidste, hvad han gik ind til, da han blev hyret i efteråret.
»Det er en opgave som tænder mig. Jeg er ikke en turn-around-person, som får tallene til at se tilsyneladende meget bedre ud på et år. Det er et langt, sejt træk, som jeg tror på,« siger han.
»Det skal vi gøre lige fra starten af et projekt og hele vejen igennem vores forretningsprocesser. Det er hele vejen rundt, at vi skal have bedre styr på det. Det er ikke en proces, vi klarer på en dag. Det er en lang proces, som ikke er afsluttet endnu. Men vi kæmper hårdt for det,« siger han.
Han understreger, at moderselskabet i Tyskland har lovet at stå klar med en ny kapitalindsprøjtning, hvis det bliver nødvendigt.
»Hele ACO-koncernen kører bedre og er i kraftig vækst med fornuftig indtjening, end hvad vi kan se i aktieselskabet i Danmark. Det er glædeligt, at de tror på os langsigtet og står klar med et kapitaltilskud,« siger han.
Stadig nyudvikling
Søren Walther Olsen understreger, at selvom virksomheden har tabt mange penge på driften, så har udviklingen ikke stået stille.
»Vi arbejder stadig systematisk med at udvikle vores kompetencer,« siger han og annoncerer, at Funki efter et nyhedsfattigt Agromek i år kommer med nyheder på udstillingen i november.
Hvad det går ud på, vil han dog ikke kommentere nærmere på nuværende tidspunkt.