Ny Lely-robot er mere skånsom og mere effektiv

Lelys A4 malkerobot er mere end en forbedring af den gamle model - den er helt anderledes end forgængerne.

Mælken behandles mere skånsomt, en stor del af teknikken kan betjene to malkerobotter og placeres i et helt andet rum, og adgangen til robotten bliver langt lettere for den enkelte ko.

Samtidig bliver det lettere at placere malkerobotten i en eksisterende stald, og bygger man nyt, kan man helt undgå at bygge de huse til malkerobotten, som der hidtil har været brug for.

Alt i alt er der altså tale om en betydelig forbedring, og Lely betragter da også malkerobotten som helt ny i forhold til den A3, der hidtil har været markedets førende.

"Med Lely A4 kommer vi til at stå meget stærkt på markedet," vurderer direktør for Lely Danmark Jan Brøgger Rasmussen.

Det bliver tilmed muligt at købe A4 billigere end A3. Det skyldes, at en del af teknikken er samlet i et skab, der kan betjene to malkerobotter og placeres op til 30 meter fra robotterne.

"Men prisen kommer til at afhænge af blandt andet de programmer, man køber med, og det er vores erfaring, at de fleste kunder vil have mere end det mest grundlæggende," siger Jan Brøgger Rasmussen.

Nye overarme

Teknisk er der genbrugt dele fra de tidligere robotter, men robot-armen er modificeret, så den kan nå ud under koen, uden at hun skal gå helt ind i robotten.

Det betyder, at hun kan forblive en del af flokken, mens hun bliver malket, og det kan faktisk godt give flere malkninger.

Endnu er det ikke et punkt, Lely har peget på, men forskere i dyreadfærd har blandt andet påvist, at køers modvilje mod at gå ind i en mørk malkerobot kan sænke antallet af daglige malkninger.

Ny mælkepumpe skåner mælken

Det er velkendt, at mælk malket med robot får en mere ublid medfart end mælk, der malkes ved traditionel malkning.

En ny mælkepumpe skal gøre op med en væsentlig del af det problem. Mælkepumpen består af en blære, der trykkes sammen ved hjælp af trykluft. Dermed presses mælken videre i systemet, uden at fedtklumperne ødelægges. Det er altså slut med metal mod metal og med, at mælken piskes rundt i en pumpe.

Ellers er anvendelsen af trykluft reduceret markant på de nye malkerobotter.

Bruger mindre energi

Energiforbruget er også sænket på den nye robot. Det er hovedsageligt sket ved at erstatte flere af de funktioner, der hidtil har været drevet af trykluft med el-motorer.

Det gælder blandt andet den motor der driver de børster, som stimulerer og vasker patterne. En trykluft-motor sluger mere energi end en el-motor.

Samtidig larmer trykluft mere end el-motorer. En mere lydløs malkerobot giver mere ro i stalden, mindre stress hos køerne og - hvem ved - måske flere malkninger.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle