Ny mælk fra Thise: Kalvene får først

Thise lancerer ny specialmælk baseret på, at kalvene går hos koen i tre fulde måneder. Andelshaverne bag får ikke merpris - de gør bare som altid.

Endnu en specialmælk fra Thise kommer i kølediskene på mandag - en mælk med ekstra fokus på dyrevelfærd.

»Det er en mælk, vi kalder Ad Libitum - når kalvene kommer først«, fortæller udviklingsdirektør Mogens Poulsen.

Mælken skal nemlig leveres fra to besætninger, hvor kalvene får lov at gå hos enten egen mor eller hos ammetante i hele tre måneder.

»Vi har to andelshavere, Henrik og Steen, der har praktiseret dette i mere end 20 år«, forklarer Mogens Poulsen, der altså nu vil tappe disse to besætningers mælk særskilt og lade forbrugerne tilvælge mere velfærd.

Der er ikke tale om, at de to landmænd får merpris for nu at levere specialmælk.

»Landmændene får ingen ekstra betaling. De gør det, de altid har gjort. Men mælken kommer til at koste lidt ekstra, fordi der er omkostninger forbundet med at afhente og holde mælken separat hele vejen gennem mejeriet«, forklarer Mogens Poulsen.

Han forventer, at prisen i Irma bliver 15,5 kr/liter - altså lidt over Thises sødmælk.

Thises 13. mælk

Den nye mælketype får en fedtprocent på 2,5 og kommer dermed til at lægge sig mellem let- og sødmælken.

Den bliver Thises 13. mælketype, for ud over fuldt program med fire varianter i såvel sortbroget som jerseymælk har Thise græsmælk, urmælk og gårdmælk.

»På den måde synes vi, at vi efterlever vores mantra om, at mælk ikke bare er mælk«, mener salgschefen.

Han tør ikke spå om salgsmængderne på den nye mælketype.

»De fleste af de ting, der er store på Thise mejeri, er startet som nicher og er vokset sig større. Jeg kan godt forestille mig, at det her er lige, hvad nogle forbrugere vil have. De, jeg har talt med, synes, det lyder sympatisk. Så vi vil være forsigtigt afventende«, lyder det.

Han fremhæver, at dagsordenen netop handler meget om netop dyrevelfærd:

»Og der passer det her bare rigtig godt ind. Steen og Henrik har intuitivt outsourcet kalvepasningen til professionelle. Men ud over deres følelsesmæssige grundlag for at gøre det kan de også se, at det giver god mening. Den eneste, det her ikke er godt for, er dyrlægen. For kalvene har stor tilvækst og er stort set aldrig syge«.

Faktaboks

Ad Libitum mælk fra Thise:

  • Kalvene går hos mor eller ammetante i mindst 3 måneder.
  • Mælken produceres af to af Thises 70 andelshavere.
  • Lanceres i Irma mandag.
  • Sælges med fedtprocent på 2,5.
  • Mælken får 4 hjerter, altså max-niveau, i Coops dyrevelfærdsmærke. Økologi får som standard tre hjerter.
  • Vejledende pris bliver 15,5 kr/liter.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle