Ny Samson-spreder vist på Borgeby Fältdagar

Samsons nye enakslede spreder SPE 17 med 19 kubikmeter i den koniske kasse og spredetallerkner til 24 meter havde sverigespremiere på Borgeby Fältdager.

Nu tillod demonstrationsforholdene desværre ikke et nøjere studium af spredebilledet på Borgeby Fältdagar, men set på afstand klarede Samsons nye SPE 17-spreder sig overbevisende med tørvestrøelse i den 19 kubikmeter store, koniske kasse (med top) med jævn tallerkenspredning ud på 24 meter i et lige så jævnt flow fra start til slut.

Den enakslede vogn er en opdateret version af Samsons nye modulbyggede sprederserie og findes også i en SPB-version, hvor b’et står for bogie-akselmontering med Samsons store og lille hjulmontering på henholdsvis forreste og bagerste aksel.

Seriens storebror er SPE/B 21 med plads til 23,5 kubikmeter (med top). Begge kan udrustes til spredning på 12 og 24 meter.

Serien kommer med en kraftigere drivline, en nykonstrueret gearkasse og et forbedret spredebord, designet til spidsbelastninger, nem service og dagligt vedligehold samt høj driftssikkerhed. Al hydraulik er lagt ind under kassen og skærmet ekstra godt af, og 24 meter-spredebordet har fået mere slidgods.

Nyt er også LED-baglygterne, der er flyttet til en mere ’smudssikker’ placering samt en række andre detaljer, der er inspireret af blandt andet brugerinput siden den oprindelige lancering i 2011.

De primære markeder for serien er ifølge Samson Frankrig og østpå.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle