Ny stortraktor: Bønnerne er blevet hørt

I ny udgave af TraktorTech får du langtidstest af nyere Case IH Optum. Testen må være læst af Case IH, inden magasinet gik i tryk.

I næste uge bliver læserne af LandbrugsMediernes traktormagasin guidet igennem en 2.600 timers langtidstest af en to-årig Case IH Optum.

Vi skal ikke afsløre hele resultatet her. Men der var et par indsigelser hist og her. Bl.a. konstaterede testteamet fra LandbrugsMediernes samarbejdspartner, Profi, at kabinen kunne være mere up to date – og at der kunne være mere plads i kabinen.

Velkendte Magnum-detaljer

Tirsdag aften europæisk tid sendte Case IH så den nye Optum ud til amerikansk presse, og et halvt døgn efter fulgte lanceringen efter i Europa. Og her var der kommet noget mere plads i et nyt førerhus, skruet kraftigt ned fra støjstyrken til 66 decibel, og så var der til gengæld kommet en langt mere moderne traktor ud med en topmoderne terminal og betjening i armlænet med en opkoblet traktor, der også øger brugerens muligheder for selv at styre indstillingerne efter egne præferencer.

Case IHs ingeniører har dog ikke været helt på bar bund for at opfinde den dybe tallerken. Meget er velkendt fra stortraktoren Magnum i seneste version. Således er den nye Optum udstyret med samme AFS 1200 terminal, og armlænet ser også velkendt ud.

Cola på køl

Modelmæssigt taler vi om tre nye modeller startende fra 250 hk og så 270 og 300 hk. Motorkraften er ikke overraskende en 6-cylindret 6,7 liters FPT-motor, som også leveres til de nye New Holland T7ere.

Case IH oplyser, at der med den bedre plads i kabinen – helt præcist 7,5 pct. – bl.a. er brugt lidt mere plads på en integreret køleboks, hvor der er plads både til fars danskvand og sønnikes cola.

I den kommende uge samles den nordiske presse på en sjællandsk mark. Her er vores traktorekspert John Christensen med og giver dig derfor her i avisen næste weekend en nærmere indføring og oplevelse af den nye maskine.

Forinden kan du læse mere om Case IH Optum i TraktorTech.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle