Nye forslag til mælkekvoter åbner for debat

LDM præsenterer nyt forslag til A og B-priser. Jan Toft Nørgaard åbner for diskussion i Arla, om man skal gøre op med andelsselskabets grundpille.

Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter, LDM, lancerer nu et nyt forslag til et prissystem med A- og B-mælk, der skal være med til at regulere produktionen i tider med lav afregning til mælkeproducenterne.

Systemet beskrives i detaljer i foreningens blad. Grundlæggende er modellen målrettet en krisetid, hvor priserne kommer under 2,5 kr/kg. Det vil altså først være her, at man splitter mælkeprisen op i en A og B-pris.

Afgørende for foreningen er det, at man ikke kan sælge leveringsrettigheder og at alle fortsat selv skal afgøre, hvor meget de vil producere, udvide eller reducere.

Målet er at holde prisen for størstedelen af mælken - de 90 procent A-mælk på 2,5 kr/kg så længe som muligt, mens den resterende B-mælk i stedet må falde kraftigere i værdi.

Så har mælkeproducenterne nemlig en mulighed for at vurdere, om det så vil kunne betale sig at slagte køer tidligere end ellers planlagt - og dermed bringe produktionen ned.

»I dag er det i realiteten kun mejeriet, der er på markedet, hvor markedskræfterne i form af udbud og efterspørgsel danner prisen, skriver foreningen i forslaget, før det pointeres, at netop AB-systemet kan gøre mælkeproducenterne til aktive spillere på markedet.

Arla: Kvoter på dagsordenen

Forslaget offentliggøres først efter redaktionens deadline og Arlas bestyrelsesformand Jan Toft Nørgaard har derfor ikke set LDM-systemet. Men han åbner nu for en undersøgelse og debat af de meget omtalte kvoter.

”Mit hjerte siger nej, for i ambaet’s dna har man ikke A og B kvoter. Men ind imellem skal hjertet også besøge forstanden, og det er naturligt, at bestyrelsen forholder sig til, hvad der sker omkring os. Så vi og repræsentantskabet må forholde os til det og kommer til at debattere det. Derfor skal vi have et grundlag at diskutere det på, så vi får en velforberedt og dokumenteret debat frem for at trække automatvåbnet og sige nej. Men efter debatterne er det også en mulighed, at vi beslutter at fortsætte som nu”, siger han.

Jan Toft Nørgaard fortæller, at fastprisaftaler, som blandt andet er lanceret de seneste måneder hos tyske og britiske mejerier, om end i mindre måletstok, muligvis også tages op til overvejelse.

Hvornår repræsentantskabet skal debattere, om Arla skal have et kvotessystem, ønsker han ikke at oplyse.

Faktaboks

LDM’s kriseregulering i meget korte træk

  • Træder kun i kraft, hvis mælkeprisen kommer under 2,50 kr.
  • A-mængden er 90 pct. af den højeste månedsproduktion i de foregående tre år. Altså regnes juli i år op mod juli de tre tidligere år. B-mængden er alt overskydende.
  • Mejeriet afregner, så længe det er muligt, A-mælk med 2,50 kr./kg. I stedet reduceres B-prisen, men med en bundpris på 40 til 50 øre/kg. 
  • Beregninger følger CHR-nr. Nystartede får særordning.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle