Nye malkerobotter indfrier forventninger

En norsk brugerundersøgelse, udført af fagmagasinet Bedre Gardsdrift, viser en generelt høj tilfredshed blandt de medvirkende 225 kvægbedrifter med malkerobotter. Tilfredsheden gælder især Lely og DeLaval, som er Norges mest solgte mærker, og Bedre Gardsdrift tager da også forbehold for, at talmaterialet for Gea og SAC er for spinkelt til at drage vidtgående konklusioner. Samme forbehold vil derfor, ud fra tallene for AMS i Danmark, også gøre sig gældende herhjemme.

Malkerobotterne er, når først de er installeret, bedriftens vigtigste maskiner og skal være i operation døgnet rundt og året rundt. Det gør servicen særdeles vigtig, og her ligger de to dominerende mærker på det norske marked og svinger omkring 90 procent ’tilfreds’ eller ’meget tilfreds’. Dog har alle fire mærker meget få deciderede utilfredse brugere.

På det norske marked er vedligeholdelsesudgifterne stort set ens for de fire mærker, og det samme gælder prisen på serviceaftaler, som ligger på niveau med danske forhold.

Nye generationer

Mest interessant er måske, at tre af de fire mærker har lanceret helt nye generationer af malkerobotter de senere år: Lely med A5, DeLaval med VMS300, senere VMS310 med ekstra funktioner og Gea med Monobox. Desuden har SAC foretaget markante opdateringer på sin robot indenfor de senere år.

Her fremhæver brugerne blandt andet lettere betjening, lettere og hurtigere service som følge af ny opbygning og fjernovervågning. Desuden fremhæves markant lettere indmalkning af kvier og nykælvere som en stor forbedring ved de nye generationer, som også får ros for hurtigere påsætning og færre afbrudte malkninger og dermed en samlet højere kapacitet. Desuden opsamles der flere data om køerne og om malkningen, og der er flere nyttige tilvalgsfunktioner end på de ældre generationer.

Det med kapaciteten har sjældent betydning i de små norske besætninger, men et dansk studie fra Sagros driftsøkonomer viser, at besparelserne og gevinsterne ved et skifte fra ældre malkerobotter til den nye generationer kan løbe op i 140.000 kr. pr. robot pr. år i form af billigere servicekontrakt, mindre forbrug af el og vand, højere kvalitetstillæg, flere malkninger og færre lønudgifter som følge af færre alarmer. Efter finansiering vil der i gennemsnit være et likviditetsoverskud på ca. 46.000 kr. pr. robot pr. år.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle